|
Irakiske børn er også en slags medmennesker
Når ni speciallæger i børnepsykiatri konkluderer, at asylbørnene har det skidt, kan det ikke affejes som tom retorik.
Vi skal ikke i Danmark lukke alle ind der råber ”asyl”, men Kristendemokraterne slår i dette tilfælde slår til lyd for en særlovgivning af mangfoldige grunde.
For det første spolerer vi børnenes liv ved at gøre dem til kastebold i et politisk magtspil. Når integrationsminister Birte Rønn Hornbæk således vasker sine hænder med henvisning til, at forældrene blot kunne være rejst hjem, vidner det om politisk kynisme når det er værst. Børnene kan ikke vælge sig andre forældre! Om de bliver her eller ej, er de allerede syge. Danmark har mulighederne for at afhjælpe deres lidelser – det har man ikke i Irak. Da Sverige for nylig hjemsendte deres irakiske flygtninge, havde man først givet humanitært asyl til samtlige børnefamilier. Hvor meget desto mere skulle Danmark ikke gøre det samme, efter som regeringspartierne og DF var med til at starte krigen? Det ville klæde selvsamme partier at tage ansvar for de mennesker der flygtede i den anledning.
Løsningen kompliceres imidlertid af, at humanitært asyl ifølge de danske regler, kun kan gives, hvis personen er meget syg. Skal børnene således have asyl, må vi vente på, at de bliver så dårlige, at selv regeringen ikke vil smide dem ud. På det tidspunkt skal samfundet til at poste penge i en stor og omkostningstung behandling af en flok mennesker med ar på sjælen. Derfor vil KD sætte ind nu, så vi får velfungerende medmennesker i stedet for psykiske krøblinger.
Irakere, der i mange år bliver i Danmark under trange fysiske rammer, i uvished og uden fremtid og uden at tage imod de penge regeringen har tilbudt for at få dem til at rejse hjem, er ikke bekvemmelighedsflygtninge. De er bange individer, der kan se hvordan andre efter deres hjemsendelse til det ”rolige” Nord-irak er blevet udplyndret for at slippe ud af fængslerne. De er forældre, der ved, at deres børn bliver betragtet som danskere i Irak, og at de ikke kan klare sig der pga. kulturelle og sproglige problemer.
Det mest bekymrende i denne sag er politikernes angst over for at udvise medmenneskelighed, af frygt for at fremstå som den der vil give uhindret adgang til det danske samfund. Til højre og venstre i folketingssalen er man villig til at bøje retten for den svage og fremmede. Hvor smukt af DF at bekymre sig om fugles velfærd som donorer af dun til vore dyner, mens børnene plukkes ind til hjertet inden de ekspederes ud i mørket.
Kristendemokraterne vil bakke op om flygtningenævnets afgørelser, så vi sikrer, at vi tager os af de værdigt trængende, mens de øvrige må vende hjem. Men når loven rammer forkert, må vi gribe ind og åbne vores hjem for den trængende og nødlidende.
Af Stig Grenov, politisk næstformand i KD 14.01.2010
Tilbage
| Tip en ven - send link til denne artikel. |
|
|
|