MASSIV INVESTERING I SUNDHED OG PSYKIATRI

Kristendemokraterne ønsker et opgør med det politiske lappegrej i sundhedsvæsenet.

Gennem alt for mange år er sundhedspersonalet blevet bedt om at løbe hurtigere og være mere effektive. Det giver ikke bedre sundhed for hverken patienter eller personale.

KD vil tilføre sundhedsvæsenet 14 mia. kroner årligt frem til 2030. Vi vil samtidig give regionerne større frihed til at styre deres økonomi. KD lægger dog vægt på, at psykiatrien, som i mange år har været massivt underfinansieret, tilføres markant flere penge end i dag. Herudover skal der udarbejdes en bindende plan for at rette op på det lønefterslæb, som især sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter har måtte finde sig i siden tjenestemandsreformen i 1969, hvor kvindens løn blev anset for at være et supplement til mandens indtægt.

KD vil have fokus på reel ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom, bedre forhold for fødende, bekæmpelse af misbrugsproblemer og langt mere forebyggelse, men vi ønsker først og fremmest at lægge kompetence og ansvar ud, så der er frihed til at prioritere og planlægge i regionerne. Vi står dog fast på, at psykiatrien skal opprioriteres.

Et sammenhængende patientforløb af høj faglig kvalitet

Sammenhængende forløb
Alle patienter skal garanteres et helhedsorienteret forløb, hvor kommuner, almen praktiserende læger og regioner samarbejder tættere. Målet er at bekæmpe kassetænkning og sætte menneskets behov foran systemets. Kommunikationen med patienten skal være centreret omkring borgerens behov, med fokus på tryghed og klarhed, især vedrørende udskrivning og medicinbrug.

Inddragelse af pårørende
Der bør være lovfæstet inddragelse af pårørende, som sikrer tid til konsultationer hos egen læge og på hospitaler. Sundhedspersonale skal have mulighed for direkte at henvise pårørende til støtte, uden at skulle gå igennem de pårørendes egne læger. Pårørendes inddragelse kan kun ske med patientens samtykke.

Nærhed
Sundhedsopgaver, der ikke er fagligt komplekse, skal løses så tæt på borgerne som muligt. Yderligere centralisering af sundhedsvæsenet skal undgås. Ressourcerne bør fokuseres på at bringe flere opgaver tættere på borgerne og udvikle tværsektorielle samarbejdsaftaler og digitale platforme.

Udkørende behandlingsteams
Der skal være flere udkørende behandlingsteams, både somatiske og psykiatriske, for at støtte hjemmesygeplejen i komplekse patientforløb og tidlige palliative indsatser. Hjemmesygepleje og socialpsykiatri bør udvides for tidlig opsporing og støtte i hjemmet.

Hurtig udredning og behandling
Hurtig udredning og behandling er nødvendig for både livstruende og ikke-livstruende sygdomme, inklusive kroniske lidelser. Der bør være flere sygdomsspecifikke patientskoler i kommunerne for at støtte patienter og deres pårørende.

Lægefaglige skøn
Lægefaglige skøn bør respekteres både i behandling og beskæftigelsessystemet. Helhedsvurderinger, der tager højde for patientens ønsker, behov og sygdomsudfordringer, skal inddrages.

Kommunale sundhedsklinikker
Alle kommuner bør drive sundhedsklinikker, både med døgnbemanding og som dagklinikker. De bør tilbyde behandlinger som intravenøs behandling, rehabiliteringsforløb og støtte under rekonvalescens. Ydelser under sundhedsloven skal være gratis for borgerne.

Social lighed i sundhedsvæsenet

Bekæmpelse af social ulighed
Sundhedsvæsenet skal prioritere bekæmpelsen af social ulighed og forbedre kommunikationen og tilbuddene til dem, der har behov for større støtte. Det er essentielt at sikre, at patienterne kan forstå den information, de modtager, og kan agere kritisk over for den.

Støtte til udsatte familier
Udsatte familier skal modtage et klippekort med en værdi af 1.000 kr. årligt, som de kan bruge i foreningslivet, inklusive idrætsforeninger.

Flere praktiserende læger
Der skal ansættes flere almen praktiserende læger for at sikre, at lægerne bedre kan identificere socialt udsatte individer. Behandlingsniveauet bør ikke baseres på patientens personlige ressourcer, men på deres behov.

Støtte til borgere
Borgere, der har svært ved at forstå og navigere i sundhedsvæsenet, bør tilbydes support fra socialsygeplejersker og forløbskoordinatorer.

Gade- og socialsygeplejersker
Alle større byer bør have gade- og socialsygeplejersker ansat, der specifikt arbejder med målrettede indsatser for hjemløse.

Tolkebidrag
Tolkebidraget bør fjernes, da det skaber øget social ulighed. Dette bidrag rammer en allerede udsat gruppe, som kan vælge at undgå lægebesøg af økonomiske årsager, selv ved alvorlig sygdom.

Geografisk lighed i sundhedsvæsenet

Service og tryghed overalt
Der bør sikres en høj service og tryghed i alle regioner af landet, inklusive yderområder. Der skal også være sikkerhedsplaner for indsats ved større ulykker i disse områder.

Akutberedskab
Der skal være et robust akutberedskab, der sikrer hurtig hjælp i hele landet. Dette beredskab skal inkludere et netværk af ambulancer, akutlægedækning (både biler og helikoptere) samt en hjerteløberordning eller anden førstehjælperordning. Turisters tilstedeværelse og længere transporttider i tyndt befolkede områder skal tages i betragtning ved vurderingen af akutberedskabet.

Mobile nærhospitaler
Ambulancer og lægehelikoptere bør udstyres som mobile nærhospitaler, udstyret med den nyeste teknologi til akut stabilisering og behandling på ulykkesstedet samt for transport til specialsygehuse. Ambulancer og helikoptere bør idealvis kunne nå ethvert sted inden for 15 minutter. Hjælp kan yderligere suppleres med droner eller frivillige i nærheden.

Opgaver tæt på borgerne
Det er KD’s holdning, at behandlinger, der ikke er højt specialiserede, skal udføres så tæt på borgerne som muligt, forudsat at kvaliteten er i orden.

Transportordninger
Der skal være transportordninger til behandlingssteder for både patienten og en pårørende, hvis de ikke selv kan transportere sig.

Ældre og mennesker med demens

Værdighed
For KD er det afgørende, at alle individer, uanset alder eller helbredstilstand, behandles værdigt.

Kommunal omsorg
Kommunerne har en central rolle i at yde nødvendig omsorg, pleje og støtte, herunder tilbyde hjælpemidler, genoptræning, madudbringning, hjemmehjælp, døgnpleje og midlertidige opholdssteder. Aktivitets- og dagcentre er vigtige for at sikre livskvalitet, og teknologiske indførelser skal overvejes etisk.

Forebyggende hjemmebesøg
Borgere over 75 år, som ikke allerede modtager hjemmepleje, bør tilbydes forebyggende hjemmebesøg, medmindre de aktivt fravælger dette.

Pleje af demenspatienter
Der bør være en øget fokus på demenspleje, hvor kommunerne ansætter personale specifikt uddannet til dette formål. Pårørende til demenspatienter skal have adgang til ekstra hjælp og støtte.

Bekæmpelse af ensomhed
Ensomhed, især blandt ældre, korrelerer med fysisk og psykisk sundhed. KD ønsker derfor en national handlingsplan for at bekæmpe ensomhed, baseret på civilsamfundets involvering. Initiativer, der fremmer intergenerationel interaktion, som f.eks. unge der tilbringer tid på plejehjem, bør overvejes.

Fastholdelse og rekruttering af personale

Sundhedsfaglige uddannelser
Disse uddannelser skal have gode økonomiske forhold, og branding skal styrkes i forbindelse med studievejledning og karrierelæring i grundskoler og ungdomsuddannelser.

Arbejds- og familielivsbalance
Det er afgørende for arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø. Medarbejdere i sundhedsvæsenet skal have ret til deltidsarbejde, hvis de ønsker det, og mulighed for fuldtidsstillinger for dem, der ønsker det. Der skal også sikres tilstrækkelig personalebemanding for at sikre fagligt forsvarligt arbejde.

Mangel på specialister
Der er en mangel på almenmedicinere og psykiatere. Løsningen kan være at give medicinstuderende mere viden om disse områder og styrke deres kliniske basisuddannelse (KBU).

Geografisk lighed
For at sikre jævn adgang til sundhedstjenester i hele landet, skal der være tilstrækkeligt med personale i yderområderne. Dette kan opnås ved at give læger i disse områder incitamenter som færre patienter pr. ydernummer, muligheden for at dele praksis og alternativer til den traditionelle lægepraksis, som kan frigøre læger fra administrative opgaver.

Livets afslutning

Pleje af de døende
Alvorligt syge og døende bør primært opholde sig i hjemmet eller på hospice. Kommunerne bør supplere hospice med optimal lindrende pleje i hjemmet eller på ældrecentrenes midlertidige pladser. Samarbejde mellem forskellige sundhedsaktører er essentielt for behandling af den døende.

Hospice og støtte
Hospicer bør være selvejende, gratis og med tilstrækkelig lægedækning. Der bør være en geografisk fordeling af hospicepladser. Plejeorlovsordninger skal være fleksible, og der bør være en styrket indsats for åndelig omsorg og uddannelse i palliation.

Aktiv livshjælp vs. aktiv dødshjælp
Der bør ikke introduceres aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i Danmark. Fokus bør være på at forbedre livskvaliteten i alle livsfaser. Dødsprocessen bør ikke forlænges unødvendigt, og behandlingstestamenter bør ikke føre til aktiv dødshjælp.

Organdonation

Baggrund
Vores politik på området for organdonation er funderet i en dyb respekt for individets autonomi og de pårørendes rolle i en yderst vanskelig tid. Vi anerkender vigtigheden af organdonation og støtter muligheden herfor, men mener, at staten ikke ejer menneskets krop eller organer. Derfor kan vi heller ikke støtte forslag, der gør alle automatisk til donorer, medmindre de aktivt har frabedt sig det. Vi opfordrer i stedet til, at hver enkelt person tager stilling til organdonation og kommunikerer denne beslutning med sine nærmeste. Det er vigtigt, at de pårørende kender til afdødes ønsker, da de ofte vil stå midt i en krisesituation, når organdonation bliver aktuelt.

Opfordret stillingtagen frem for tvang
For at fremme bevidsthed og dialog om organdonation, foreslår vi, at borgere bliver bedt om at tage stilling i forbindelse med erhvervelse eller fornyelse af kørekort, samt når de når myndighedsalderen, ved 18 år. Vi understreger også nødvendigheden af, at de pårørendes følelser og ønsker respekteres i den svære proces, det er at afgøre, om en elskets organer skal doneres. Derfor har vi i vores sundhedsprogram inkluderet et forslag om, at pårørende skal have mulighed for at nedlægge veto mod organudtagning, selvom den afdøde er registreret som donor. Dette tiltag sikrer, at de pårørende ikke føler sig pressede i en allerede traumatisk situation, hvor en hurtig beslutning om organdonation kan forstyrre sorgprocessen.

Respekt for den enkelte
Vi anerkender, at organdonation ofte kræver, ofte kræver klargøring til organudtagelse inden pårørende erkender, at døden er indtrådt, hvilket indebærer en akut og smertefuld krise for de pårørende. Det er essentielt, at denne realitet ikke overskygges af procedurer for organdonation, og at de pårørende får rum til at være til stede og tage afsked under værdige forhold, uden at processen med organudtagelse indtræder for hastigt. Vores tilgang til organdonation er dermed præget af en dyb respekt for menneskelivets værdighed, individets ret til selvbestemmelse, og de pårørendes centrale rolle i beslutningsprocessen.

Principper i økonomistyringen af sundhedsvæsenet

Økonomi og ressourcer
Der skal skiftes fra en ren regnearkstænkning til at tilføre sundhedsvæsenet flere ressourcer, så det lever op til behandlingsmulighederne og velfærdssamfundets idealer. Dette inkluderer også at sikre midler til valide patientcentrerede undersøgelser og genindføre intentionerne fra strukturreformen i 2007 om en 8% bruttoskat som sundhedsbidrag.

Beslutningstagning og styring
Respekt skal sikres for behandlings- og medicinrådets beslutninger på alle niveauer. Regionale budgetter bør adskilles for klarhed, og nye styringsredskaber som tillidsbaseret ledelse bør overvejes.

Kommunal og regional finansiering
De kommunale sundhedsydelser bør være bruttoskattefinansierede uden brugerbetaling. Dette gælder også for regionale sundhedstilbud.

Effektivitet
Målrettet indsats mod bureaukrati vil frigøre ressourcer og forbedre arbejdstilfredsheden hos sundhedspersonalet.

Ordfører for området