VI SKAL GØRE OP MED DEN ULIGHED SOM TVILLINGE- OG FLERLINGEFAMILIER OPLEVER I BARSLEN

Borgerforslaget om at udvide barslen for flerlingefamilier med 26 uger med barselsdagpenge, som forældrene kan dele mellem sig. Har nu opnået de påkrævet 50.000 støtter, og skal dermed til behandling i folketinget. Bliver det gennemført kan forældre til flerlinger planlægge deres barsel sådan, at de kan være på barsel samtidig i den første og ofte meget svære tid – hvilket vi kun kan støtte op om!

I dag gør vi forskel på flerlinger og enkeltbørn, når det kommer til barslen – og det er ikke ok – derfor glæder det os, at folketinget nu skal tage stilling til at skabe lighed mellem enkeltbørn og flerlinger ved at tildele flerlingefamilier 26 ekstra barselsuger.
Vi anbefaler klart at de folkevalgte på Christiansborg stemmer ja til forslaget. Det er nemlig sund familiepolitik.
Små børn har behov for tryghed, nærhed og omsorg i kendte og overskuelige rammer. Det er en investering i fremtidens voksne. Det er blandet andet derfor vi har barslen, så hver enkelt familie får tiden og roen til at skabe en god start på livet for det nyfødte barn. Små børns tilknytning til de voksne, der er omkring dem, er afgørende for, hvordan børnene håndterer følelser og danner relationer – også senere i livet.
En tryg tilknytning fremmes af nærvær, tid og kontinuitet i samspillet mellem barnet og dets primære voksne. Utryg tilknytning kan opstå, når der er mange brud, eller når barnet oplever, at de voksne, som det forsøger at knytte sig til, er afvisende, uforudsigelige eller på anden måde ikke er i stand til at imødekomme dets følelsesmæssige behov.
Et nyfødt barn oplever i dag typisk at kunne få 46 uger med ubetinget opmærksomhed, kærlighed og nærvær skiftevis fra den ene af sine forældre. Men det gælder kun for enkeltbørn, er barnet en flerling, så vil det opleve at skulle dele opmærksomheden, nærværet og omsorgen med sine søskende i en tid, hvor barnet har behov for masser af kropskontakt fra sine forældre. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre i det samme omfang for flerlinger sammenlignet med enkeltbørn, når der typisk kun er én forældre på barsel af gangen. Medmindre man som forældre vælger at afholde barslen på samme tid og dermed forkorter tiden hvorpå flerlinger oplever barslen versus enkeltbørn.
Vi mener at det er uretfærdigt overfor børnene og deres familier, at flerlingernes barsel reelt skal forkortes, fordi de ikke er født som enkeltbørn eller, at de ikke kan få lov til at opleve den samme ro og nærhed i den første levetid, som enkeltbørn kan. Desuden kan de nye barselsregler være med til at udvande og yderligere forkorte den barsel børnene får, for nogle børn lige nu kun har mulighed for 37 ugers barsel såfremt mor eller far af en eller anden grund ikke er i stand til at tage de øremærkede 11 uger.
Det svarer til at børn på 9 måneder tvinges ud i institutioner og overlades til fremmede mennesker uden tiden til nærvær og kærlig omsorg som en sund udvikling af tilknytning kræver for det lille barn. Og som Ole Schouenborg, psykolog og lektor på UCC udtrykker det: ”Der ikke er nogen børn, der har lyst til at forlade det trygge hjem, før de er to til to et halvt år – fraværet af selvværdsproduktion blandt de mange institutionsbørn kan have stor betydning for børns basale udvikling af tryghed og tillid.” Og som forslagsstillerne fint fremfører, får de fleste flerlingefamilier en hård start på tilværelsen; 55% af tvillingerne er for tidligt fødte, alle flerlinger i Danmark er for tidligt fødte og oftest er det fødsel via kejsersnit, hvilket betyder, at mødrene efter fødslen ikke bør bære mere, end hvad der svarer til én babys vægt, de første seks uger efter fødslen, så bliver det altså svært at have flerlinger.
Ammeetablering med tvillinger og trillinger er også en enorm udfordring, og kræver både tid, ro og ekstra hænder. Desuden opleves det også at forekomsten af efterfødselsreaktioner, belastningsreaktioner og skilsmisseprocenten er større i flerlingefamilier pga. det øgede pres. Med forslagsstillernes egne ord ”med mere barsel og dermed muligheden for at have begge forældre hjemme samtidig håber og tror vi, at de tal kan forbedres og give tvillinge- og trillingefamilier bedre forudsætninger for et godt familieliv.”
Alle børn og familier fortjener og har ret til de bedste rammer for at give de nyfødte børn den bedste start på livet, og derfor er de ekstra 26 ugers barsel til tvillinge- og flerlingefamilier sund fornuft og god familiepolitik – så kære Christiansborg, stem ja! … og I kunne endda gå videre og overveje at give 26 ekstra uger pr. ekstra barn. Det vil være en forholdsvis lille ekstraudgift, men en kæmpe udstrakt hånd til familierne.
Af Michelle West (Fyns Storkreds), Palle B. Rosenkilde (Østjyllands Storkreds) og Henrik Hjortshøj (Østjyllands Storkreds).