Bestillingsarbejdet & synspunkter imod aktiv dødshjælp

Vi fik bogstaveligt talt kaffen galt i halsen, da Mette Frederiksen på sidste Folkemøde annoncerede, at nu ville regeringen se positivt på aktiv dødshjælp. Det var åbenlyst, at statsministeren var berørt af de dilemmaer, som fremgik af filmen “På tirsdag skal jeg dø”, som i ugerne op til Folkemødet blev vist på TV2 og handlede om Preben Nielsens sidste dage.

Siden er en kommission nedsat, mættet med deltagere som tidligere offentligt har udtalt sig positivt for aktiv dødshjælp. Senest er to eksperter i palliativ behandling trådt ud, fordi de mener, at kommissionen reelt er sammensat for at anbefale metoder og processer for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord – ikke for at skabe genuin debat i samfundet. Det lignede pludseligt et bestillingsarbejde fra statsministeren.

Dilemmaet omkring aktiv dødshjælp består i, at man på den ene side gerne vil respektere syge menneskers selvbestemmelse, og i visse tilfælde ønske om at dø, og på den anden side har samfundet et ønske om en bestemt menneskeopfattelse, hvor man ikke vil slå ihjel, men yde omsorg til det sidste. Det er et ekstremt kompliceret dilemma med stærke synspunkter for og imod.

KristenDemokraterne er imod aktiv dødshjælp, og jeg vil derfor her fremhæve vores væsentligste argumenter i kort form:

• Vi mener, at alle mennesker er uendeligt værdifulde, uanset deres “tilstand”, og alene fordi de eksisterer.
• Vi tror ikke på, at man må slå ihjel (undtagelse: at man er beordret i krig).
• Vores sundhedssektor er på alle områder indrettet på at lindre og om muligt helbrede.
• 16 ud af 17 medlemmer i Etisk Råd fraråder aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.
• En fælles udmelding fra landets biskopper siger, at “samfundet ikke bør kunne tage borgernes liv”.
• 9 ud af 10 præster er imod aktiv dødshjælp (og de ser ofte døden tæt på).
• Lægeforeningen er imod aktiv dødshjælp.
• Vi er dygtige til at yde palliative behandlinger, hvor man smertedækker meget effektivt og supplerer med angstdæmpende medicin, også selvom det måtte være livsforkortende. Vi ønsker palliative behandlinger bredt ud til flere døende end i dag.
• Vi kan i dag lovligt standse behandlinger, hvilket medfører en naturlig død.
• Vores hospices er utroligt dygtige til at yde støtte i den sidste tid.
• Sundhedspersonalet finder det meget problematisk at skulle medvirke til at tage liv.
• Erfaringer fra Holland, Belgien og Canada viser, at:
  • Det griber om sig – 5 % af alle dødsfald i Holland sker nu via aktiv dødshjælp.
  • Godkendte kategorier udvides – Det var først til uhelbredelige smertepatienter, men dækker nu også alvorlige handicap, psykisk syge og børn.
  • Pårørende syge bliver også tilbudt aktiv dødshjælp, så de kan gå i døden med deres elskede (duo-eutanasi, ca. 59 tilfælde om året i Holland).
  • Det spreder sig uforudsigeligt – f.eks. er forsikringsselskaber begyndt at sende brochurer ud til terminale patienter, som er forsikrede, om “de vil give livet tilbage” (dø), så de kan spare penge. Eller når kommunen anbefaler alvorligt handicappede at dø, så de ikke skal betale for deres (dyre) behandling i eget hjem.
• Hvis aktiv dødshjælp indføres, vil der potentielt ligge et stort socialt pres på syge mennesker, som føler sig til besvær for familie og samfund.
• De fleste mennesker har oplevet at være så pressede, at de har lyst til at dø. Men de er i dag glade for, at vi ikke havde aktiv dødshjælp og holdt ud og kom godt igennem.

Så vores klare konklusion er, at hvis vi indfører aktiv dødshjælp, så svigter vi hinanden, og samfundet skal derfor hellere fortsat fokusere på at trøste, støtte, lindre og helbrede – og ikke bistå lidende og fortvivlede mennesker med at tage livet fra dem. Det er meget tankevækkende, at regeringen forsøger at mase aktiv dødshjælp topstyret igennem uden først at arbejde for en reel folkelig oplysning og debat.

Jeppe Hedaa