sep 27, 2021 | Nyheder

Ventetiden til psykologhjælp er rekordlang

Når man som ung kommer til lægen med angst, så er man allerede gået langt. Bare det at tale med lægen og dermed nå dertil, at man tager ansvar og beder om hjælp, er et stort skridt!

Lægerne må så svare, at de unge skal vente 14 uger. Har man fx angst, depression eller er selvskadende, så er 14 uger meget lang tid. Hvis en ung kom til lægen i dag, ville der være en tid i starten af 2022. Hen over efteråret, julen og vinteren kan sygdommen vokse uden at man som ung får hjælp.

Det er et kæmpe problem, at psykiatrien mangler penge. De unge betaler prisen på en sygdom, som bliver værre. Og økonomisk betaler vi dyrt for at lade hjælpen vente, til sygdommen er værre og dermed også kan tage længere tid at behandle.

Psykiatrien er afgørende for vores trivsel som samfund. At man som ung skal vente på hjælp, betyder måneder og år, hvor man ikke kan lære lige så godt. Man udvikler sig ikke på samme, gode måde som menneske. Det koster samfundet dyrt, når vi lader børn og unge i stikken. Det er derfor helt afgørende at vi både på finansloven og til regionsvalget prioriterer psykiatrien højt!

Høj mental trivsel er forudsætningen for at vokse som menneske og samfund. Intet mindre. At blive ramt af en lang ventetid, når man som ung endelig råber på hjælp, er den værste start på behandling, vi kan give. Det ved jeg selv, da jeg var ung og selvskadende. Det er virkeligheden for tusinder af unge hver dag i Danmark. Også i dag.

Vi må høre deres råb om hjælp og sætte tidligt ind. Vi skal sætte ind, når de unge er klar til hjælpen og mens sygdommen er så mild som muligt.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886