aug 16, 2021 | Nyheder

Velkommen til den nye kultur- og kirkeminister

I dag er udnævnt en ny minister for kultur og kirke. Det bliver spændende at se, hvor hun vil lægge fokus i tiden fremover. Der er nok at tage fat på!

Kulturen og kirkerne har under tiden med restriktioner været forsømt. Det har vi senest set ved, at kirkerne var nogle af de sidste, som fik fjernet eller læmpet restriktionerne. Det virkede næsten som om, de var blevet glemt. Højt prioriteret var danskernes kirkeliv i hvert fald ikke, og mange måtte vælge gæster fra til begravelser, dåb og bryllupper mens de har set tusinder samlet på stadions og andre steder.

Derudover har den tidligere minister efterladt en kæmpe opgave om medieforhandlinger. Det er på høje tid, at regeringen indkalder til forhandlingerne. KD står klar med et fokus på vores demokratiske infrastruktur, som netop handler om god nyhedsdækning, offentlige dialog og medier, som kan agere vagthund – også regionalt, hvor nyhedsørkener spreder sig.

Vi har brug for et stærkt DR. Vi har brug for et fælles medie, hvor vi alle kan deltage og bidrage. Når demokratiet bliver udfordret af click-bait, overskriftsdebatter og råben fra grøfterne, så er det eneste rigtige modsvar et styrket DR og public service, som skal sikre, at den demokratiske samtale kan overdøve larmen og sikre en saglig debat.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886