3. jul 2024

Debatindlæg: UEFA pusher betting til de unge

Når sommerens EM-slutrunde løber af stablen i Tyskland, er det desværre ikke kun de sportslige præstationer, der vil tiltrække opmærksomhed. Mange vil også bemærke de fremtrædende sponsorer fra betting-industrien, som har fundet vej ind i næsten alle aspekter af sportsverdenen. Konsekvensen er, at unges brug af pengespil er i stigning, hvilket er uacceptabelt.

Forskning viser nemlig utvetydigt, at tidlig eksponering for betting og pengespil kan føre til alvorlige afhængighedsproblemer senere i livet. Desværre bliver denne eksponering intensiveret, når betting-firmaer får lov til at profilere sig som sponsorer ved store sportsbegivenheder som nu UEFA slutrunden i fodbold. Dette skaber en farlig normalisering af pengespilskulturen blandt unge, som jo ofte ser op til sportsstjerner og forbinder deres succes med de betting-brands, de repræsenterer.

Betting-firmaerne er mere griske end de er bekymrede. Gennem aggressiv markedsføring og attraktive kampagner forsøger disse firmaer at tiltrække nye, unge spillere. Reklamerne er designet til at gøre pengespil attraktive og spændende – oftest uden at nævne de potentielle risici og konsekvenser. Folketingets partier må derfor skærpe indsatsen for at beskytte unge mod dette uvæsen.

Sportsverdenen skal være et sted, hvor sunde værdier som fællesskab, fair play og fysisk aktivitet bliver fremmet. Når betting-firmaer får lov til at dominere sponsorlandskabet, sender det et forkert signal til vores unge generation. Det normaliserer en kultur, hvor pengespil er en acceptabel og almindelig del af livet, hvilket kan føre til, at flere unge fristes til at prøve lykken med spil – en vej, der alt for ofte ender i økonomisk ruin og personlige problemer.

Det er mit indtryk, at spil-firmaerne har gang i et massivt lobby-arbejde over for politikerne. Dette arbejde har medført, at især de liberalt/borgerlige partier i folketinget tøver med at gøre noget ved problemet. Men tiden er inde til at et flertal i folketinget slår ring om de unge, så færre kommer i uføre og i afhængighed.

Jesper Housgaard

Organisatorisk næstformand, KristenDemokraterne