jan 4, 2021 | Nyheder

Statsministeren nytårstale har tunnelsyn

Traditionen tro holdt statsministeren nytårstale 1. januar. En tale med fokus på Corona for langt størstedelen af taletiden. Det virker som om, regeringen har tunnelsyn og ser Corona-krisen som ikke kun den mest nærværende krise for øjeblikket, men også som både den største og eneste.

Det er bare ikke virkeligheden. Jeg holdt min egen tradition ved lige og holdt selv en nytårstale dagen efter, hvor jeg med udgangspunkt i statsministerens tale satte fokus på to kriser, som er mindst ligeså alvorlige, akutte og dødelige som Corona-krisen.

For det første lever vi i en tid med rekordmange mennesker, der har psykiske problemer. Vi har i 2020 kæmpet for, at Corona ikke skulle få sundhedsvæsenet ud i den røde kurve. Det er godt og nødvendigt. Men psykiatrien har været i den røde kurve i årevis. Mennesker afvises i døren og personalet skal vælge mellem patienter. I dag risikerer du at gå tomhændet hjem, hvis du ikke er “tynd nok” med anoreksi. Eller “selvmordstruet nok” til en sengeplads. Det er under al kritik. Ensomheden og restriktionerne i 2020 har kun gjort vores mentale sundhedskrise værre, fordi vi har lukket af for nærvær, smil og det tilfældige møde mellem mennesker. Jeg frygter for konsekvenserne.

For det andet er klimakrisen ikke sat på pause. H.M. Dronningen sagde godt nok i sin nytårstale, at klimaet havde fået det bedre under Corona-krisen. Dele af naturen har. Klimaet har ikke. Krisen buldrer derudaf med uformindsket styrke, CO2-kurverne er for længst i rød og er ikke i nærheden af knækket endnu. Krisen er alvorlig og kræver store beslutninger, faste rammer og en ambitiøs finansiering meget snart!

Du kan finde hele min tale HER.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886