MILJØ & NATUR

Det gode liv

Den måske største krise i vores tid er klima­krisen. Vores natur er presset, bio­diversiteten forsvinder og mange ressourcer risikerer at løbe ud. Det lyder alvorligt – det er det også.

Derfor er det alt­afgørende at vi ikke fortaber os i små­diskussioner om elbiler eller kødafgifter. Der skal langt større ændringer til. Vi skal ændre måden, vi laver afgifter og skatter på. Det kan hurtigt lyde teknisk – det behøver det ikke at være.

Kort sagt skal det grønne valg altid være det billigste valg. Både for forbrugeren og virksomheden.

Jorden skal afleveres til kommende generationer i en bedre tilstand, end vi modtog den i.

Vi skal sikre, at vores energi­produktion kan følge med tiden. Derfor skal der forskes i alternative energiformer til fossile brændsler. Det vigtige er ikke, om det bliver sol, vind eller en kombination med noget helt tredje – det vigtige er, at vi tager vores ansvar alvorligt og udvikler løsninger i Danmark, der virker og kan eksporteres og dermed have en global effekt.

Læs mere om LANDBRUG & FØDEVARER Her

Læs mere om BÆREDYGTIGHED, MILJØ & ENERGI Her

Læs mere om Kernekraft Her

Læs mere om Kernekraft Her

MILJØ

  • At værne om miljøet er et fælles ansvar for samfundet, virksomheder og borgerne.
  • Danmark skal være CO2-neutral senest i år 2050.
  • KristenDemokraterne vil sikre flere uberørte naturområder til gavn for biodiversiteten.
  • KristenDemokraterne vil sikre ren luft og rent drikkevand i hele Danmark.

RESSOURCER

  • Alle produkter skal genbruges eller omdannes til energi.
  • KristenDemokraterne ønsker, at alle produkter og produktioner er bæredygtige.
  • KristenDemokraterne vil arbejde for et effektivt genanvendelsessystem for plastmaterialer.

ENERGI

  • Vindmølleenergi skal hovedsageligt produceres i havmølleparker. Landmøller skal placeres med en afstand til beboelse på 10 gange møllens højde.
  • Danmarks store produktion af grøn energi skal udnyttes Danmark. Derfor skal togdriften elektrificeres i hele landet.
  • Landets fjernvarmeværker bør installere el,- eller biogasdrevne varmepumper.
  • Transport af el skal foregå i nedgravede kabler.

TRANSPORT

  • Bilafgifterne skal justeres i forhold til miljøbelastningen.
  • Der skal forskes mere og frit i grøn energi, så vi får viden om alle alternativer.
  • Flytrafikken udgør en stor miljøbelastning. Derfor skal der forskes i ny, bæredygtig flytrafik.

LANDBRUG & FØDEVARER

LANDBRUG, FISKERI OG SØFART SKAL UDVIKLES OG BEVARES

Landbrug, fiskeri og søfart er vigtigt for Danmark både økonomisk og kulturelt.

Alle erhvervene er en del af vores stolte historie og identitet.

Den største del af landbrugs- og fiskeripolitikken samt søfarten defineres internationalt, herunder i det europæiske fællesskab. Der er således skarpe restriktioner på, hvad Danmark kan gøre nationalt. Det er dog vigtigt konstant både at præge og følge den internationale udvikling, så der ikke opstår konkurrencegab til skade for erhvervenes konkurrenceevne. Nationale begrænsninger og særlove i disse brancher, vil renationalisere erhvervene, og det vil skade Danmarks interesser.

Landbrugsreformen i EU åbner dog en række muligheder for nationale tiltag. Ud over de skattetekniske instrumenter som afskaffelse af generationsskifteskat, bør Danmark bruge de såkaldte søjle-2 midler til at støtte genopretning af natur og landbrug gennem statslige opkøb af landbrugsarealer, der ikke giver udbytte. Herudover er der muligheder i eksportstøtte gennem aktiv indsats for åbning af nye markeder.

Opgraderingen af udenrigstjenesten skal også ses i dette lys. Som nævnt i afsnittet for skat, skal en CO2-skat tilrettelægges sådan, at landbruget beskattes rimeligt og med respekt for branchernes muligheder for at bevare styrke – også globalt. Det betyder konkret, at emissioner skal tilpasses, så f.eks. landbrugets bidrag til produktion af biogas også tilregnes landbrugets grønne regnskaber. Det kræver forudsigelige og gennemsigtige rammer for tonnageskatter i søfarten, produktion af biogas i landbruget, så investeringer kan gøres langsigtet og dermed med størst muligt overskud både økonomisk og i de grønne regnskaber samt i forvaltningen af kvoter for fiskeri.

Konkret foreslår KristenDemokraterne:

  • Skab en bæredygtig omstilling i samspil med dansk landbrug og fiskeri
  • Køb lavbundsjorde og omlæg til vild natur
  • Giv forudsigelige og gennemsigtige rammer for produktion af biogas
  • Afskaf generationsskiftebeskatning

BÆREDYGTIGHED, MILJØ & ENERGI

STØRRE AMBITIONER FOR KLIMAFONDEN, ANLÆGSINVESTERINGER, KYSTSIKRING OG FORSKNING

Der bør investeres yderligere 25 mia. kroner i klimafonden, som allerede i dag udgør 25 mia. kroner. Af de øgede investeringer skal 10 mia. tilføres forskning og uddannelse på højeste niveau. Staten låner de 25 mia. kr. over perioden 2022-2026.

Ubalancen i klimaet er én af de største udfordringer, Danmark og resten af verden står overfor lige nu. Det kræver kvantespring i forskningen, massive investeringer i erhvervslivet og et personligt ansvar fra hver eneste borger

Med vores historiske ballast som grøn og innovativ nation, store faglige viden, erhvervsvenlige investeringer og grundlæggende danske værdier, har vi de bedste forudsætninger for at komme i mål.

Vi vil arbejde på en omstilling i samarbejde med erhvervslivet og dansk forskning. Derfor skal staten sikre midler til investeringer og forskning, men lade virksomheder og forskere afgøre, hvilke teknologier, som vinder frem. Hvis en global grøn omstilling skal gøres realistisk inden for få år, er det en afgørende forudsætning, at den kommer til at kunne klare sig på markedsvilkår.

KristenDemokraterne kæmper for en teknologineutral klimapolitik, hvor beslutninger træffes baseret på viden frem for fordomme. Derfor vil vi bl.a. ophæve det danske forbud mod offentlig støtte til forskning i kernekraft. Det betyder ikke, at der skal være kernekraft i Danmark. Men det betyder, at ny og moderne kernekraft (fx. europæiske ITER’s fusionsteknologi, saltkraftværker eller Thoriumbaserede teknologier som beskrevet i VLAK-regeringens energiudspil fra 2016) fra danske forskningsinstitutioner og virksomheder, skal vurderes efter de samme kriterier for bæredygtighed, affald, naturressourcer og økonomi, som al anden energiproduktion bliver.

Klimakrisen er så alvorlig, at vi ikke må lade frygt gå forud for fornuft.

Konkret foreslår KristenDemokraterne:

  • Indfør CO2-skat med respekt for lækage (nævnt i afsnittet om skat)
  • Før dele af provenuet tilbage til erhvervslivet i en grøn investeringsfond og til grøn forskning
  • Invester yderligere i klimafonden
  • Fjern ethvert forbud mod støtte til energiforskning i Danmark
  • Giv virksomheder gode rammer for investeringer i fx. Power2X og andre bæredygtige energiformer