30. maj 2023

Hvorfor er det vigtigt, at føre en ambitiøs, ansvarlig og omsorgsfuld familiepolitik i et moderne samfund?

Familiepolitik skaber rammerne for flere niveauer i et samfunds opbygning og sikrer sammenhængskraft mellem samfundet og den private sfære. Derfor er det fuldstændig essentielt, at man, for at opbygge og bevare et stærkt samfund, tillægger familiepolitikken en helt særlig rolle.

”Familien er et af naturens mesterværker.”
— George Santayana

Når vi taler om familiepolitik, så handler det om rigtig mange ting, så som, hvordan vi sikrer børn de bedste opvækstbetingelser, for at de på sigt kan blive ”hele” mennesker.
Mennesker som kan give samfundet det tilbage det har investeret i deres udvikling. Det handler også om, hvordan vi sikrer at danske borgere kan få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen. Uden et stabilt familieliv er det svært at bidrage konstruktivt til samfundets videre udvikling og uden at bidrage til samfundets fælles bedste, er det svært at opnå de drømme og ambitioner man har for privatlivets nutid og fremtid.
Det ene er, i det senmoderne samfund, en klar forudsætning for det andet.
Derfor er det også nødvendigt, at den danske stat anerkender værdien i at investere i forebyggende indsatser, til glæde og gavn for både samfundet og samfundets borgere.

Yderligere, så er en rimelig familiepolitik for et samfund væsentligt, for at sikre, at samfundet øges med flere nye generationer, til at tage over, når de ældre ikke længere kan.
Uden voksende yngre generationer kan en stærk og stolt nation ikke bestå – og Danmark skal bestå.
Ikke for den danske stats skyld, men for danskernes skyld.

Det anerkender jeg, først og fremmest som mor og dernæst, som spidskandidat for, hvad jeg mener er Danmarks eneste oprigtige familieparti.

Mit fokus er derfor, som Kristendemokrat, på de danske familier og måden vi beskytter og styrker de familiære bånd på tværs af generationer, øger trivslen for alle i småbørnsfamilierne og indretter samfundet til at sikre det gode liv for alle i Danmark allerede i dag, men også for fremtidens mange nye og yngre generationer.
Det mener jeg gøres bedst, ved at anskue familiepolitikken som brobygning på tværs af hele samfundet

Jeg håber derfor at du vil nyde at følge med her på bloggen og dele de af mine indlæg, som for dig er relevante.

Sidder du og har et godt forslag til, hvordan vi i fællesskab opbygger et familievenligt Danmark, så del endelig dine tanker med mig på 06mwest@kd.dk eller ved at tilføje din kommentar nedenfor.

Michelle West, KristenDemokraterne.

Michelle West