Social & velfærd

I løbet af vores liv sker der af og til ting, som vi ikke selv har kontrol over. Vi bliver syge, mistrives eller mister vores job. Derfor skal vi have et velfærdssystem, som griber os, hvis vi har brug for det. Livskriser er hårde nok i sig selv og skal ikke gøres værre af et offentligt system præget af kontrol og stress.

Velfærd breder sig over flere områder, så her findes elementer der hidrører vore social- & sundhedsområde, arbejdsmarked & erhverv, børn & familie og mange andre områder.

Det er ikke mennesket, der skal passe ind i systemet, men systemet, der skal passe til mennesket. KD kæmper for et samfund med plads til forskellighed.

Vi har som mennesker uendelig værdi – uanset, hvad der sker i vores liv.

Vi skal skabe et godt liv for alle – i hele landet. Derfor skal uddannelser og arbejdspladser være spredt i hele Danmark og give lige muligheder for at bo og leve uanset om det er i København eller i Herning.

Danmark er kendt for sine frivillige foreninger. Det skaber ansvar, fællesskab og frihed for mange af os. Derfor skal det være nemt at være forening eller frivillig i Danmark, der skal være god økonomisk støtte og der skal ikke være et offentligt system, overførselsindkomster eller flygtningekrav, som står i vejen for dem, der vil yde en frivillig indsats.

KD har store ambitioner på Danmarks vegne. Og vi mener, at hvert menneske skal mødes med forventninger. Vi henvender os til mennesker fra alle samfundslag i vores land.

KD vil gøre op med falske modsætninger og skel og styrke fællesskabet. Et godt liv handler ikke om elite mod folket, om offentligt mod privat ansatte. Om københavnere mod jyder, om udlændinge mod danskere. Om dem og os. Det handler om os alle sammen og vores evne til at se muligheder i hinandens forskelle.

Politisk udmønter det sig blandt andet i et mål om at skabe brede flertal i det parlamentariske arbejde. Hvor ingen får alt, men alle får noget. Det er den bedste mindretalsbeskyttelse, man kan give, og netop mindretalsbeskyttelsen er for KD vigtigt i vurderingen af styrken af et demokrati. Vi er i udgangspunktet borgerlige, men vi er også pragmatiske.

Læs mere om børn og familie Her

Læs mere om skole & uddannelse Her

Det gode liv – hele livet!

  • I KD kæmper vi for et samfund, hvor vi bliver i stand til at tage ansvar for os selv og hinanden.
  • KD ønsker, at socialt arbejde tager udgangspunkt i borgernes egne ønsker og muligheder.
  • Borgere på kanten af samfundet skal så vidt muligt hjælpes til at tage ansvar for eget liv.
  • Ansvaret for integration og fællesskab ligger hos borgerne – både danskerne og dem, der kommer hertil.
  • KD vil sikre en sammenhængende sagsbehandling, så borgerens liv ses som en helhed, og ingen mennesker bliver klemt mellem kommuner, regioner og stat.
  • KD vil støtte frivillige, som i særlig grad har øje for mennesker på kanten af samfundet.
  • KD vil indføre konjunkturafhængige dagpenge. Så dagpengeperioden er kort når arbejdsløsheden er lav, og lang, når arbejdsløsheden er høj.
  • Der skal indføres en relativ fattigdomsgrænse i Danmark, og fattigdom skal aktivt bekæmpes.
  • KD vil arbejde for, at borgere med handikap får lige muligheder for god livskvalitet.Der skal være en borgerombudsmand i alle kommuner, som sikrer, at borgernes stemme bliver hørt – særligt i situationer, hvor borgerne oplever en forgæves kamp mod systemet.
  • KD vil et samfund båret af tillid – tillid til hinanden og tillid til de offentligt ansattes faglighed.
  • Der skal være plads til det faglige skøn i forvaltningen, så den enkeltes situation ses som en helhed.
  • Kontrol og dokumentation i det offentlige skal kun foretages, når det er nødvendigt i den enkelte sag.
  • Frivillige foreninger og folkeoplysning skal styrkes.

I KD bilder vi os ikke ind, at vi har løsninger på alt, men vi føler os forpligtet til at byde ind med konstruktive forslag til nye måder at gøre tingene på – og vi viger ikke tilbage fra de etiske fordringer, som samfundet stiller os over for.

KD ser det enkelte menneske i relation til andre – fra det forpligtende fællesskab i familien og videre til en del af noget større. KD er fællesskab med rummelighed og medmenneskelighed som omdrejnings-punkt, og derfor afstår kristendemokratismen fra dogmer i det politiske liv. Kristendemokratismen er borgerlig, men ikke national-konservativ. Danmark skal være et åbent fællesskab for alle mennesker, der enten er rundet af, eller tager den kristne kulturarv til sig.

I KD er vi ikke bange for at lave prioriteringer. Dette er nødvendigt ift. at skabe ambitiøse forslag i ambitionen om at gøre det gode for vores klima, menneskers relationer og mentale trivsel, dannelse og demokrati koblet med social og økonomisk balance. Det er alle områder, vi udfordres på, og som betyder noget for det gode liv for alle mennesker.

KD`s vision er et samfund rundet af gode danske traditioner og en kristen kulturarv. Et samfund hvor familien og civilsamfundet styrkes; åndsfriheden og dannelsen stimuleres; den demokratiske infrastruktur sikres; kulturlivet frisættes og tilgodeses økonomisk; menneskets værdighed og livets ukrænkelighed er omdrejningspunkt; frihed respekteres og magten kontrolleres; flid på arbejdsmarkedet belønnes; hjælp til sårbare og udsatte mennesker prioriteres højt, og Danmarks internationale ansvar styrkes.

Ordfører for en del af området

Psykiatri- og sundhedsordfører

Tina Mørk

20 70 47 90