Abort

KristenDemokraterne støtter kvinders frie valg til at afbryde svangerskabet i de første 12 uger.

Samtidig ønsker vi at forpligte myndighederne til at tilbyde enhver kvinde ret til uvildig rådgivning før en abort og 5 psykologsamtaler efter en eventuel abort.

KristenDemokraterne støtter kvinders frie valg til at afbryde svangerskabet i de første 12 uger.

Samtidig ønsker vi at forpligte myndighederne til at tilbyde enhver kvinde ret til uvildig rådgivning før en abort og 5 psykologsamtaler efter en eventuel abort.

Det er aldrig en ønsket situation for en kvinde at blive gravid uden at ville have et barn. Det er KristenDemokraternes mål at nedbringe antallet af aborter i Danmark. Men vi vil ikke kompromittere eller begrænse kvinders ret til at afslutte en uønsket graviditet.

Derimod ønsker vi at sørge for, at alle kvinder har mulighed for at søge uvildig hjælp og rådgivning, hvis de overvejer at få foretaget en abort.

Undersøgelser viser, at kvinder kan føle sig presset til abort af mange årsager. Det kan i visse tilfælde skyldes økonomi eller partnerens uvilje mod at få et barn. I sådanne situationer skal vi som fællesskab træde til og tilbyde muligheder, ligesom vi skal informere om de muligheder, man som kvinde har i den konkrete situation.

På samme måde bør vi tage hånd om den kvinde, der føler sig alene med sine tanker og efterladt i et følelsesmæssigt ingenmandsland efter en abort. Det er for KristenDemokraterne en afgørende sag, at tage vare på alle, der kommer i en situation, hvor de må overveje en abort.

KONKRET FORESLÅR KRISTENDEMOKRATERNE AT NEDBRINGE ANTALLET AF ABORTER GENNEM:

  • Forebyggelse af uønskede graviditeter:
    • Vi skal styrke det forebyggende arbejde gennem skolernes seksualundervisning og rådgivning.
    • Vi skal have særligt fokus på reduktion af uønskede graviditeter via offentlige og civilsamfundsinitiativer.
  • Forbedring af rådgivning til gravide:
    • Vi skal øge kvaliteten af rådgivningstilbud til gravide kvinder, der overvejer abort.
    • Vi skal inkludere fagpersonale som læger, jordemødre og psykologer i rådgivningsprocessen.
  • Støtte til gravide kvinder:
    • Vi skal tilbyde omfattende støtte, så økonomiske, praktiske eller sociale udfordringer ikke hindrer gennemførelsen af graviditet.
  • Styrket familie- og socialpolitik:
    • Vi skal skabe gode vilkår for dem, der vælger at gennemføre graviditet under vanskelige forhold.
  • Opfølgning efter abort:
    • Vi skal tilbyde efterfølgende samtaler til kvinder, der har gennemført en abort, med fokus på næstekærlighed og respekt.
  • Regler for mindreårige og abort:
    • Vi skal fastholde regler om forældreinddragelse, eller anden myndig omsorgsperson for 15-17-årige, der ønsker abort.
  • Samarbejde ved handicap hos foster:
    • Vi skal samarbejde med handicaporganisationer for at sikre korrekt rådgivning og støtte til kvinder, der står med et foster med handicap, men som vælger at føde barnet.

KRISTENDEMOKRATERNE MENER AT VI SKAL SE PÅ SAMMENSÆTNINGEN AF ABORTSAMRÅDET OG OVERVEJE AT INDFØRE MULIGHEDEN FOR AT KVINDEN KAN FÅ FORETRÆDE FOR SAMRÅDET, VED ANSØGNING OM SEN ABORT.

Samfundsfællesskabet, herunder myndighederne, skal møde uønsket gravide med næstekærlighed, empati og respekt – og aldrig med fordømmelse. Her har civilsamfundet også en meget vigtig opgave. En uønsket graviditet indebærer i mange tilfælde et vanskeligt etisk dilemma mellem respekten for fostrets liv på den ene side og hensynet til den gravide kvindes og parrets situation på den anden. Samfundet skal møde den gravide kvinde og parret med respekt og tilbud om relevant hjælp i denne svære situation.

Ordfører for dette område

Sundhedsordfører

Tina Mørk

Du kan finde vores samlede udtalelse om abortgrænsen her.