4. dec 2023

Tak til Ester Due for hendes arbejde og engagement i Hedensted Kommune

Udgangen af december 2023 kommer til at markerer afslutningen på et stærkt makkerskab i Hedensted Kommune, idet Ester Due træder tilbage fra sin plads i kommunalbestyrelsen. Ester Due, som blev valgt som det andet mandat for KristenDemokraterne i 2021, har siden da været en stærk fortaler for de mest sårbare i kommunen.

Ester Dues beslutning om at forlade kommunalbestyrelsen blev truffet med baggrund i hendes helbred, efter at have fået diagnosen sclerose, lige før valget i 2021. Hendes helbred har nu desværre krævet, at hun nu prioriterer sig selv og sin familie, en beslutning, der afspejler den samme omsorg og hensyntagen, som hun altid har vist over for andre.

I sit virke har Ester Due brændt for handicapområdet, hvor hun både har haft en rolle i Udvalget for Social Omsorg og som formand for Handicaprådet. Hun har været en højlydt forsvarer for handicappedes rettigheder, især i lyset af de betydelige besparelser i budget 2023, som har en mærkbar indvirkning på vilkårene for borgere med handicap.

Ester har også været en utrættelig forkæmper for en værdig ældrepleje. “Vi skal som samfund kendes på, hvordan vi behandler vores svageste borgere, og det har altid været noget af det vigtigste for os i KristenDemokraterne”, har Ester udtalt.

Birgit Jakobsen, kommunalbestyrelsesmedlem fra Hedensted Kommune, reflekterer over Esters bidrag: “Det er vemodigt at skulle sige farvel til en rigtig god og dygtig byrådskollega. Vi har haft et fantastisk samarbejde. Ester har kæmpet utrætteligt for de svageste borgere i vores kommune, altid med den overbevisning, at alle mennesker har værdi og skal behandles værdigt og respektfuldt.”

Jeppe Hedaa, landsformand, tilføjer: “Det er så trist, når sygdom hindrer os i at udleve vores drømme. Ester Due har ydet en fantastisk indsats i Hedensted byråd, og KristenDemokraterne har været stolte over at være på hold med hende. Hendes særlige fokus på de sårbare i kommunen har flugtet perfekt med partiets ambitioner.”

Selvom Ester Due træder tilbage, fortsætter arbejdet og engagementet for de svage og udsatte, gennem Birgit Jakobsens fortsatte virke i kommunalbestyrelsen i Hedensted, ligesom i KristenDemokraternes fortsatte arbejde på landsplan. Vi takker Ester for hendes utrættelige indsats og ønsker hende alt det bedste i fremtiden. Hendes indsats vil fortsat inspirere os alle i vores bestræbelser på at skabe et samfund, der værner om alle dets medlemmer med empati, medfølelse og værdighed.

Ester Due, bliver på posten i kommunalbestyrelsen året ud.

Bliv klogere på sclerose hos Scleroseforeningen