31. jan 2024

Nye – gamle toner for ældreområdet

Pressemeddelelse

KristenDemokraterne hilser den netop lancerede ældrereform velkommen.

”Der er ikke så meget nyt”, udtaler Ældreordfører i KristenDemokraterne, Britta Kristensen: ”Jeg har arbejdet 31 år som hjemmesygeplejerske og visitator, og har på nært hold oplevet, at det fungerer bedst når hjælpen udføres af kendte medarbejdere i samarbejde med borgeren. Det nye ligger i, at man fra regeringens side ønsker at give styringen tilbage til dem, der er tæt på, og vise tillid”.

Mere tillid og mindre kontrol er helt i tråd med KristenDemokraternes politik, hvor vi bl.a. har fokus på, at de nære selvstyrende teams giver den bedste hjælp til den enkelte borger og det bedste samarbejde mellem borger og hjemme- og sygeplejen. I KristenDemokraterne glæder vi os over intentionen om at skære i kontrollen og styrke tilliden – vi håber det lykkes denne gang.

Langt de fleste medarbejdere gør et kæmpe arbejde for at lytte aktivt og hjælpe borgeren på den bedste måde. Især de mennesker, som ikke selv rækker ud efter hjælp, som ikke kan se, at de ikke klarer dagligdagen, har brug for en helt særlig indsats. De har brug for medarbejdere, der kan lære dem at kende og stille og roligt få lov til at hjælpe. Det kræver tid, tålmodighed og indfølingsevne. Og det lykkes kun med kendte medarbejdere.

Vi i KristenDemokraterne håber, at disse nye tiltag kommer til at fungere i praksis. Vi håber, at det tunge lag af kontrolinstanser, som gennem mange år kun er blevet udvidet, bliver taget væk. Og vi håber virkelig, at de nye toner bevirker, at man ikke altid vil gribe til mere kontrol, hvis der sker en fejl et sted, men derimod ser på årsagen til, at fejlen sker, og lader tilliden råde, så man kan finde en løsning tæt på.

Tænk hvis alle de ressourcer, der bliver brugt på kontrol, føres tilbage til de nære medarbejdere og dermed borgerne. Tænk hvis ressourcerne i stedet blev brugt hos borgerne til at yde den bedst mulige hjælp for dem, der har behovet. Det vil være en festdag for KristenDemokraterne. 

Kristendemokratiske kerneværdier: Værdighed, fællesskab, frihed og ansvar.

For yderligere information kontakt:
Britta Kristensen
Ældreordfører

03bgkristensen@kd.dk
Tlf.: 21 64 86 21

Britta Kristensen

Ældreordfører, KristenDemokraterne