I dag krammer Jeg mine børn ekstra meget, for står det til regeringen, så er vores børn kun til låns, indtil de tager dem fra os.
I dag d. 1. juni 2023 blev lovforslaget ”Barnets Lov” desværre hastet igennem 2. behandling og sendt direkte til 3. behandling, sat på dagsorden til i morgen.
Flere eksperter har siden offentliggørelsen af lovforslaget til Barnets Lov kritiseret henholdsvis dele af og det samlede indhold i lovforslaget til Barnets Lov.
Et par andre partier har da efterfølgende også valgt at trække sin støtte fra forslaget.
Da vi i KD indgik i aftalen, var der en række krav til de offentlige myndigheder der ville sikre både børnene og deres respektive familier bedre rettigheder. Det er mange steder imidlertid blevet omskrevet til muligheder frem for pligter, hvilket modarbejder retssikkerheden og grundlaget for de klare og objektive kriterier.
Der var et grundlag, der kunne øge de udsatte børn og unges vilkår og forbedre deres individuelle retsstilling. Lige som at der var et grundlag der anerkendte, at børn ikke var statens men familiernes. Jeg håbede personligt på en ramme, som netop satte børnene først i alle henseender, også når det handler om børns ret til at kende til deres biologiske ophav.
Desværre er grundlaget og rammerne forandret siden, og så begynder det egentlige formål stille og roligtat smuldre.
I socialpolitisk og familiepolitisk udvalg har vi, i samarbejde med repræsentant fra retsudvalget, gennemgået loven og kigget på konkrete problemstillinger i den nuværende lovtekst og på problemstillinger der findes allerede nu på området.
Vi har kigget på uafhængige organisationer og tænketankes nedslag, lige som vi har gennemgået
forskellige rapporter udgivet over de seneste mange år.
Det står klart for os alle, at når der er tale om indsatser til udsatte børnefamilier er der tale om en indsats til en livssituation, som er både skrøbelig og potentielt traumatisk for alle implicerede parter. I udvalgene mener vi, at alle parter i den situation, har krav på et konkret og afbalanceret minimum af beskyttelse, omsorg og sikkerhed og ikke kun fokuseret og afgrænset konkret til barnet.
Det gør vi, fordi vi mener, at børn altid trives og udvikles bedst, hvis barnets øvrige og nære netværk også trives bedst muligt.
Derfor mener vi også, at fokusset i Barnets lov er blevet til et misforstået hensyn.
Det er for os essentielt, at de respektive familiers retssikkerhed ikke krænkes og at indsatser bruges med omtanke og respekt for ethvert barns ret til familie og tryg udvikling – hvad end udviklingen skal ske i tæt nærvær med den biologiske familie eller ej.
Vi er bekymrede over, at problematikken ved, at myndigheder ikke stilles tilstrækkeligt til ansvar for dokumenteret sagsfejl og lovbrud, som ofte potentielt er direkte skadelige for de børnefamilier der kommer i klemme, på ingen måde er forsøgt løst med lovforslaget.
Det mener vi er katastrofalt.
Det er et statsligt overgreb på vores ret til et trygt familieliv.
Vi er bekymrede for en udvikling i Danmark, som har udviklet sig siden 2015, hvor lovkravene til tvangsindgreb i familierne blev lempeliggjort under Løkke’s regeringstid.
Vi mener at den udvikling kolliderer kraftigt med proportionalitetsprincippet, et princip om at tvang og magt skal stå i rimelighed, i forhold til den egentlige problemstilling.
Lige netop den udvikling blev kun yderligere bestyrket, efter Mette Frederiksens nytårstale tilbage i 2020. Ydermere ser vi flere områder, hvorpå indholdet og metoderne man ønsker at benytte sig af, udfordrer både EMRK samt FN’s børnekonvention, hvilket eksperter på området også har italesat.
Disse advarsler ignorerer regeringen til fulde.
Det er en kendsgerning, at flere anbragte børn er anbragt på baggrund af en sagsoplysning, som ikke er understøttet af et korrekt juridisk grundlag.
Igennem flere år har FN’s Børnekomité netop også kritiseret, lige præcis håndteringen af sagsprocessen om særligt anbragte børn.
Ideen med denne lov var lige præcis, at sikre børnene en højere kvalitet i sagsbehandlingen og en øget og særskilt retsstilling.
FN har blandt andet konkret kritiseret, at der ikke forefindes tilstrækkeligt med klagemuligheder og at
børnenes inddragelse i afgørelser omkring deres eget liv, er for svær at få øje på.
Det er ganske simpelt ikke godt nok.
Det er vores vurdering, at omskrivningen efterlader familierne og børnene i samme gabende tomrum som nu, med en elendig retssikkerhedsfølelse og usikkerhed omkring, hvad de kan forvente af ”god forvaltningsskik” fremadrettet.
Ankestyrelsen offentliggjorde i 2022 en årlig undersøgelse, som fremlagde at de nuværende love, ikke bliver fulgt af myndighederne.
I 45% af sagerne overholder kommunerne ikke reglerne om børnesamtaler og i 65% af sagerne overholder kommunerne ikke tidsfristerne i forhold til de børnefaglige undersøgelser.
I knap en ¼ del af sagerne har kommunerne ikke udarbejdet en konkret og individuel handleplan, for de aktuelle indsatser.
Tilsyn og løbende opfølgninger er også svære at få øje på i rapporten.
Kun i 62% af sagerne har kommunerne overholdt de 2 årlige tilsyn, hvor de taler med det anbragte barn. I 59% af sagerne er reglen om de halvårlige opfølgninger helt udeblevet. – Denne opfølgning er ellers et lovkrav for, at kommunerne løbende skal vurdere om indsatsen skal ændres.
Børns rettigheder er allerede nu muligt at opretholde, inden for nuværende lovgivning – udfordringen er, at myndighederne ikke i tilstrækkelig grad overholder lovgivningen og ofte uden særlig konsekvens.
Ankestyrelsen har i løbet af de seneste 10 år modtaget over 500.000 klagesager over offentlige afgørelser.
Ankestyrelsen har mulighed for at sanktionere, med både dagbøder og øget tilsyn, men det har de ikke gjort, på trods af flere tusindvis omgjorte sager.
Når først en afgørelse foreligger, så er det borgerne der betaler prisen og børnene der kommer i klemme, de bliver arret for livet.
Alligevel har folketinget i dag afvist et forslag om at tegne en model for en forvaltningsdomstol – for hensynet til forvaltningernes arbejdsmiljø vægtes højere end borgernes retssikkerhed.
Børn er ikke blomster, som man bare kan plukke og placere nye steder, fordi det i en periode ser bedre ud. Vores udgangspunkt er, at familierne er det vigtigste fundament vi som mennesker har.
Der findes uden tvivl familier, hvor børnene har bedst af at vokse op, uden for hjemmet, men det betyder ikke at børnene ikke længere har en familie. Når det anbragte barn er myndig og ikke længere indgår i en anbringelseskontrakt, hvor hører barnet så til?
Man kan sagtens rive en blomst op og adskille den fra sin rod, men over tid vil blomsten visne – det samme gælder for børn.
Hvis børnene skal sættes først, så er vi nødt til at danne en aftale- og lovtekst som respekterer, at børnene har familier og at børnene og deres familier først og fremmest skal hjælpes til at danne de gode, sunde og stærke relationer.
Ydermere, så er det absolut nødvendigt, at staten tager ansvar for en udhuling af kommunernes budgetrammer, som tvinger kommunerne til at vælge indsatser på baggrund af økonomi, frem for familiernes individuelle og konkrete behov.
Yderligere kræver vi i Kristendemokraterne, at de faglige kvalifikationer i de offentlige forvaltninger hæves allerede ude på uddannelserne.
Medarbejdere som arbejder med lovgivning skal kende loven!
Vi finder det dybt problematisk, at flere undersøgelser afslører, at de danske myndigheder ikke overholder lovgivningen. Vil en ny lov overhovedet sikre børnefamilierne bedre, hvis ikke der er konsekvenser for de kommuner, som ikke opfylder loven og overholder borgernes almene rettigheder?
Det er vi desværre meget usikre på.
Derfor kæmper vi i Kristendemokraterne også for, at der bliver etableret en forvaltningsdomstol.
En anbringelse er en yderst alvorlig indgribende handling i en familie, som uagtet om der er lovhjemmel for anbringelsen eller ej, danner alvorlige traumer. Der er både en juridisk samt en omsorgsmæssig problemstilling i, hvordan og hvornår vi benytter de forskellige indsatser i de respektive, udsatte familier.
Det ønsker vi at der holdes fokus på.
Derfor har vi, på tværs af fagudvalgene, udarbejdet 15 krav til Barnets Lov.
Når effekten af anbringelser fortsat ikke er tilstrækkeligt oplyst, hvorfor er det så at man fra statens side fortsat lovpriser anbringelser som den bedst mulige, og alt for ofte, eneste løsning?
Prisen for anbringelse i en netværksplejefamilie beløber sig i gennemsnit i ca. 140.000 kr. om året imens en plejefamilie uden for netværket beløber sig i langt over det dobbelte og opholdssteder koster ca. 1,1 millioner kr.
Ca. 12.000 børn og unge er i Danmark anbragt.
Kan pengene bruges bedre og til større værdi og livskvalitet for de pågældende familier, børn og unge?
Det mener vi!
Derfor kan Kristendemokraterne ikke støtte op omkring Barnets lov, som står til vedtagelse i morgen.
Læs vores 15 krav her: https://www.kd.dk/boernene-foerst-eller-hvad/
På vegne af:
Socialpolitisk- Familiepolitisk og Retspolitisk udvalg
Michelle West, Næstformand i KD’s Socialpolitisk udvalg.
