BØRNENE FØRST…. ELLER HVAD?
Kristendemokraternes udspil til en forbedring af udsatte børnefamiliers rettigheder, med indførelsen af barnets lov.
Flere eksperter har siden offentliggørelsen af lovforslaget til Barnets Lov kritiseret henholdsvis dele af og det samlede indhold i lovforslaget til Barnets Lov.
Flere andre partier har efterfølgende også valgt at trække sin støtte fra forslaget.
Vi er i Kristendemokraterne heller ikke vilde af begejstring.
Da vi indgik aftalen, så vi en række krav til de offentlige myndigheder der ville sikre både børnene og deres respektive familier bedre rettigheder.
Det er mange steder imidlertid blevet omskrevet til muligheder frem for pligter, hvilket modarbejder retssikkerheden og objektive kriterier.
Vi så et grundlag, der kunne øge de udsatte børn og unges vilkår og forbedre deres individuelle retsstilling.
Lige som at vi så et grundlag der anerkendte, at børn ikke var statens men familiernes.
Vi håbede på en ramme som netop satte børnene først i alle henseender, også når det handler om børns ret til at kende til deres biologiske ophav.
Desværre er grundlaget og rammerne forandret og så begynder det egentlige formål stille og roligt at smuldre i vores øjne.
I Kristendemokraterne mener vi, at når der er tale om indsatser til udsatte børnefamilier er der tale om en indsats til en livssituation, som er både skrøbelig og potentielt traumatisk for alle implicerede parter. I KD mener vi, at alle parter i den situation, har krav på et konkret og afbalanceret minimum af beskyttelse, omsorg og sikkerhed, ikke kun fokuseret og afgrænset konkret til barnet.
I KD mener vi, at børn altid trives og udvikles bedst, hvis barnets øvrige og nære netværk også trives bedst muligt.
Derfor er det for os essentielt, at de respektive familiers retssikkerhed ikke krænkes og at indsatser bruges med omtanke og respekt for ethvert barns ret til familie og tryg udvikling, hvad end udviklingen skal ske i tæt nærvær med den biologiske familie eller ej.
Som det er nu, så er en anbringelse i dag ofte en opslidende, udmarvende og umyndiggørende proces, hvor både børn, forældre og anbringelsessted kan føle sig trampet på, overset eller stresset unødvendigt af systemet. Sådan et alternativ er simpelthen ikke godt nok, og derfor mener vi, at fokus skal hvile på, at der i stedet arbejdes mod den gode anbringelse og det gode konstruktive samarbejde, hvor både familien, barnet og anbringelsesstedet kan hvile i, at opbygge de gode relationer, uden frygt for myndighedernes pludselige indgriben.
Vi finder ikke, at lovforslaget i sin nuværende form sikrer ovenstående, tilstrækkelig retssikkerhed eller en øget kvalitet i sagsbehandling og afgørelsesprocessen, hverken for udsatte børn eller forældre.
Ligeledes finder vi ikke, at loven afspejler en forståelse af kompleksiteten af den slags sager, som loven skal finde anvendelse på. Der mangler for os at se en generel anerkendelse af, at staten og myndighedsorganer spiller en enorm rolle i disse sager og at ansvaret for at sikre en høj kvalitet og retssikkerhed derfor også følger de offentlige myndigheder og i særdeleshed den til enhver tid siddende regering.
Det er et gennemgående uacceptabelt problem for os, at myndigheder ikke stilles til ansvar for sagsfejl og lovbrud, som ofte potentielt er direkte skadelige for de børnefamilier der kommer i klemme.
Denne alvorlige problematik tager barnets lov på ingen måde et ansvar for at løse.
Vi er generelt bekymret for en udvikling i Danmark, som har udviklet sig siden 2015, hvor lovkravene til tvangsindgreb i familierne blev lempeliggjort.
Vi mener at den udvikling kolliderer kraftigt med proportionalitetsprincippet, et princip om at tvang og magt skal stå i rimelighed, i forhold til den egentlige problemstilling.
Lige netop den udvikling blev kun yderligere bestyrket, efter Mette Frederiksens nytårstale tilbage i 2020.
Ydermere ser vi flere områder, hvorpå indholdet og metoderne man ønsker at benytte sig af, udfordrer både EMRK samt FN’s børnekonvention.
Det kan vi ikke støtte op omkring.
Staten har alt for længe svigtet sit ansvar med indførelse af lappeløsninger og budgetrammer der udhuler muligheden for at tilbyde den nødvendige støtte, frem for de næstbedste discounttilbud, eller i værste fald, at lade familierne sejle i egen sø.
Inden der træffes nye love, er det derfor nødvendigt at sikre, at myndighederne herunder kommunerne, i første omgang forpligtes til at overholde en til enhver tid gældende lov, at kvaliteten af sagsbehandlingen hæves og at borgenes klageadgang, herunder særligt børnenes, samt alles partsstatus får en øget bevågenhed.
Her har, den til enhver tid siddende regering det overordnede ansvar for, at de ydre rammer matcher det reelle behov, hvilket vi i Kristendemokraterne mener endnu engang mislykkedes, i ”Barnets Lov”
Derfor mener vi, at der er behov for en helt anden gentænkning af anbringelsessystemet end den, der optræder i barnets lov.
KD stiller følgende 15 krav til en forbedring, der vil løfte ambitionerne og indholdet af Barnets Lov:
Kristendemokraternes 15 krav til barnets lov
Forpligt myndighederne til at overholde loven
Myndighederne skal forpligtes til at overholde retsgrundsætninger, samt vedtaget lovgivning, med det formål at sikre god forvaltningsskik samt opretholdelse af retssikkerhedsfølelsen.
Gentagende forseelser skal medføre sanktioner over for myndighedsenhed.
Grov tilsidesættelse skal desuden medføre tjenstlige sanktioner på niveau med grove forseelser ved andre offentlige myndigheder.
Frister skal overholdes og være gennemskuelig.
Det er væsentligt, at frister er formelt vedtaget ved lov og yderligere tydeligt henvist i, ”Barnets lov”
Konventioner og menneskerettigheder
Som medlemsstat er vi tilpligtet at inkorporere FN’s børnekonvention, samt Europæisk menneskerettighedskonvention i dansk lovgivning.
Derfor skal ”Barnets lov” og lignende lovgivninger på alle områder respektere disse konventioner.
Såfremt konventionernes bestemmelser tilsidesættes, skal der være mulighed for myndighedssanktioner, der sikrer og godtgør danske borgeres rettigheder, uagtet barn eller voksen.
Etabler en forvaltningsdomstol
Domstolens kompetence skal være afgrænset til blandt andet de familieretlige samt sociale områder.
Domstolen skal være borgerens direkte klageadgang over myndighedsafgørelser, inden for de afgrænsede områder. I blandt borgere indgår herunder også særligt de pågældende børn og unge, som ønsker at klage over et evt. sagsforløb.
Forældre skal kunne klage over afslag på eget ønske om udarbejdelse af en objektiv forældrekompetenceundersøgelse.
Domstolen skal af egen drift påse, om betingelserne for fri proces er til stede og vejlede borgerne herom.
Børn og unge, under 18 år, skal altid have ret til fri proces.
Yderligere skal retten til bevisførelse for borgeren, også indføres i alle familieretlige sager.
Erstatningskrav og godtgørelse
Finder domstolene, at der i et sagsforløb har været tale om forseelser der har medført grove og fejlagtige afgørelser, herunder anbringelser, skal de implicerede parter have et erstatningskrav der står måls med den forvoldte skade dette har medført.
Ligeledes skal de implicerede parter have ret til vederlagsfri krisehjælp.
Parternes egen læge skal vurdere omfangets behov, og det faglige skøn skal respekteres.
Ensartet sagsproces
Sagsbehandlingen og afgørelsesmyndigheden skal flyttes ud af kommunerne og evt. placeres i regionerne, for at sikre mere ensartethed og højere kvalitet i sagernes forløb.
Sagsbehandlingen, afgørelsesprocessen skal foregå i ens egen retskreds og ligeledes skal sagsbehandleren kunne træffes fysisk og lokalt i egen kommune løbende under sagens forløb, men under ledelse og supervision af regionen.
Højere krav til kvalitet og faglighed
Staten skal løbende føre tilsyn med, om de relevante forvaltningsmyndigheder har de nødvendige ressourcer til rådighed for, at udføre arbejdsopgaverne tilstrækkeligt.
Herunder følger, at staten tilser, at alle sagsbehandlere fremadrettet har de nødvendige, både dokumenteret børnefaglige samt juridiske kvalifikationer til at løfte arbejdsopgaverne. Myndighederne tilpligtes at opkvalificere og efteruddanne personalet løbende.
Det er et ufravigeligt krav for KD, at der skal være bindende og gennemskuelige regler for, hvordan forældrekompetenceundersøgelser udarbejdes.
Forældre skal have indflydelse på valget af den udpegede psykolog og have ret til at klage over udfaldet, med ret til at få prøvet en anden uvildig psykologs vurdering.
Ligeledes forventer vi et større krav til kvaliteten af børnesamtalerne, som vi bemærker bør tilsigtes at være af en periodisk varighed, som giver den børnesagkyndige ordentlige forhold til at vurdere, det konkrete barns individuelle behov og tilstrækkelig afdækning af graden af barnets påvirkning af et evt. forældre konfliktniveau og barnets egen loyalitetskonflikt.
Afskaf serviceloftet
Serviceloftet eller lignende statslige tiltag må ikke begrænse en kommune eller lign myndighed i at yde den nødvendige støtte til den udsatte familie.
En investering i en udsat familie betaler sig og derfor skal den næstbedste, eller ligefrem et discounttilbud, ikke erstatte det egentlige behov.
Partsstatus
Alle parter i en sag, herunder forældre, børn og unge skal ved enhver sags påbegyndelse obligatorisk beskikkes en uvildig rådgiver, som har til ansvar at den pågældende part er oplyst om sagens forløb.
Derved skal det ikke blot være en vejledning, men en retlig forpligtelse af forvaltningsmyndigheden at sikre at alle sagens parter er oplyst om deres rettigheder samt ret til bisidder inden ethvert møde eller anden samtale.
Rådgiveren skal have dokumenteret faglige kvalifikationer, til både at støtte og rådgive familierne i de retlige konsekvenser ved samtykke og udeblivelse heraf.
Ligeledes skal rådgiveren have kvalifikationer til at bistå forældrene i møderne samt kommunikationen med pågældende myndighed.
Parterne skal inddrages tilstrækkeligt i sagens forløb, parter er også børn og unge i egen ret.
Parternes ret til anmodninger om aktindsigt, partshøring mv. skal respekteres og til enhver tid opfyldes, ligeledes skal parternes klageadgang til enhver tid imødekommes.
Ydermere følger, at opfølgning og krav til tilstrækkelig opfølgning på indsatser skal overholdes.
Forældres ret til partshøring og indholdet af denne skal til enhver tid tillægges sagen, og afgørelsen af sagen skal i højere grad medtage forældrenes egne vurderinger.
Bortadoptioner
Tvangsbortadoptioner skal ske med respekt for konventioner.
Praksis skal sikres at leve op til hensynet til barnet, ikke bare her og nu, men også på længere sigt.
Adoptioner skal derfor være åbne adoptioner, hvor i det mindste barnet, til enhver tid har adgang til information om, hvem deres biologiske familie er.
Ved bortadoption skal man arbejde videre med den biologiske familie, man fjerner barnet fra.
Ingen adoptioner skal foretages, uden at afsøge, i hvilken grad forældrene kan samtykke.
Inden afgørelse af, om adoption er en nødvendig indgriben, skal der foreligge en grundig dokumentation som godtgør, over enhver tvivl, om forældrene på lang sigt ikke er i stand til, med hjælp, at spille en eller anden gavnlig rolle i deres børns liv.
Anbringelser
Anbringelser skal ske ud fra hensynet til barnets bedste både her og nu men også i fremtiden.
Derfor skal anbringelsesstedet anses som værende en ekstra og udvidet tilknytning, som man bør gøre alt for ikke at bryde for at anbringe et nyt sted.
Myndighederne skal tilpligtes at styrke samarbejde mellem de respektive anbringelsessteder og familierne og samarbejdet skal understøtte og arbejde i retningen af muligheden for hjemgivelse evt. med fortsat tilknytning og støtte.
Det er magtpåliggende for KD, at forvaltningsmyndighedens pligt til at vejlede forældrene om konsekvenserne med og uden samtykke til anbringelse, skal fremgå af den relevante lovgivning.
Ved tvangsanbringelser skal forældre og børn altid have adgang til vederlagsfri advokatbistand.
Ved alle typer af anbringelser bør der nedsættes et særligt udvalg som tilser, at lovgivningen er overholdt og denne dokumentation skal forelægges det særligt nedsatte udvalg, som minimum skal bestå af 1 jurist med speciale i børns rettigheder samt 1 familierepræsentant, under hensyn til faglige kvalifikationer og forældres egne ønsker.
Dette organ skal sikre en objektiv vurdering af den forestående myndighedsbeslutning.
Derfor bør udvalget bestå af en bred vifte af særligt kompetente repræsentanter.
Kristendemokraterne foreslår følgende øvrige repræsentanter:
1 repræsentant for plejefamilier
1 myndighedsrepræsentant
1 repræsentant for regionen
1 repræsentant for socialtilsynet
1 repræsentant fra forvaltningsdomstolen
1 repræsentant for plejefamiliernes landsforening
Indsatser til udsatte børn og unge
Indsatser til udsatte børn og unge bør, som hovedregel, altid have til hensigt, at styrke det udsatte barn/ung samt familien til en styrket relation og derved også mod potentil hjemgivelse ved anbringelser.
Indsatser til børn og unge skal derfor, som udgangspunkt, altid prøves, i hvor vid udstrækning, indsatsen ville have en gavnlig effekt, hvis de gives i familierne og ikke alene eller først i en anbringelsessituation.
Indsatser til familien derhjemme
Intet barn kan overkomme at komme tilbage i god trivsel, hvis barnet på samme tid skal bekymre sig om den øvrige families trivsel.
Derfor skal eventuelle søskende, forældre og det udsatte barn alle sammen indtænkes i indsatser, med det formål at fremme trivslen for alle parter og forebygge fremtidig mistrivsel, også for eventuelle tilbagestående søskende, som i værste fald mister en naturlig søskenderelation i tilfælde af anbringelse.
Plejefamilier
Plejefamilier som indgår i anbringelsesprocessen, skal være godkendt af tilsynet som specialiserede. Hvilket betyder, at begge plejeforældre har en pædagogisk eller terapeutisk faglig baggrund.
Det skal forventes at disse altid optræder professionelt i opgaven og understøtter en stærk tilknytning mellem forældre og det anbragte barn.
PUP- uddannelserne er en professionsuddannelse, som for alle plejefamilierne skal kunne gennemføres uden vederlag, for at sikre opkvalificering og høje faglige kompetencer.
Kommunerne skal sikre det bedste match mellem opgavedrageren og familie/børn.
Dette for at forhindre at der sker et skift senere i samarbejdet.
Kommunen skal ikke kunne fjerne et plejebarn for sin plejefamilie, uden at der foreligger udførlig dokumentation for, at plejefamilien er fejlmatchede med barnet.
Plejefamilien skal, hvis barnet eller forældre ytrer ønske herom, have lov at få afprøvet vurderingen via. en uvildig psykologisk undersøgelse.
Plejefamilierne skal ikke benyttes som et led i myndighedernes spareøvelser, ved at forsøge at presse dem til at adoptere et eksisterende plejebarn.
Såfremt et plejebarn og en etableret plejefamilie finder, over tid, at dele et fælles ønske om adoption skal de involverede parter sikres mulighed herfor med inddragelse af barnets eget initiativret.
Det skal sikres at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at dette er barnets eget ønske.
Plejefamilierne skal sikres rimelige arbejdsvilkår via. overenskomstmodel, som tager udgangspunkt i det enkelte barns behov, plejefamiliens kompetencer og plejefamiliens arbejdsopgaver.
Vi henviser til, at inddrage Plejefamiliernes Landsorganisation i udarbejdelse af en ansvarlig honoreringsmodel.
KD’s Alternativer til traditionelle anbringelser
Støttefamilier:
Det skal være muligt at tilknytte en specialiseret plejefamilie, hvis opgave er at støtte familien i hverdagen og indgå som sparingspartnere til forældrene og hjælpe familien og de pågældende børn ud fra en defineret handleplan.
Plejefamilien skal udarbejde og indsende en månedlig status og redegørelse for progression i forhold til at komme i mål efter handleplanens beskrivelse og målet for støtten. Forsøges evalueres efter 6 og 12 mdr.
Er der ikke sket så meget fremskridt eller forudsigelighed om hvornår og hvordan familien sikres en bedre trivsel, indstilles der efterfølgende til et udvidet tiltag.
Fritidsfamilier:
Viser det sig, efter myndighedens første besøg og udredning af familiernes aktuelle problemstillinger, at konflikterne i familien allerede er eskalerede til et niveau, hvor der vurderes at der er påkrævet en mere aflastende foranstaltning kan kommunen i samråd med eksperter, eksempelvis psykolog, terapeut, PPR, beslutte at børnene skal tilgå en plejefamilie i dagtimerne og først returnere til hjemmet ved fx spise, eller sengetid.
I dagtimerne skal forældrene i samme periode modtage træning og undervisning i forældreskab, opbyggelse af deres inder kerne, og selvtillid på at de kan løse opgaven. Forældre skal have konkrete redskaber til at forbygge konflikter og lære, at sætte grænser så barnet/børnene ikke vil være i tvivl om forældrenes standpunkt.
I denne model kan der aftales, at barnet/børnene er i aflastning hos plejefamilien der kører en parallel vejledning og guidning i hvorledes familien efter endt hjælp skal kunne fungere igen.
Der evalueres på arbejdet efter 6 mdr.12 mdr. for at måle og diskutere det opnåede resultat og finde frem til et fokus for det forsatte arbejde.
Man kan komme i den situation, at forældrene ikke evne at modtage vejledning og guidning i forbindelse med arbejdet. I disse tilfælde, også hvis det bliver resultatet efter 1. eller 2. evaluering, at man aftaler en frivillig permanent anbringelse i plejefamilien.
I disse tilfælde skal forældrene forstå at denne beslutning træffes ud fra det forudgåede arbejde og de skal hjælpes til erkendelsen af, at det ikke er fordi de er dårlige forældre, men fordi alle implicerede er forpligtet på at give barnet/børnene en god opvækst og ungdom så de kan komme ud i voksenlivet med et godt afsæt
Nogle familier kan være ramt i perioder, fx ved psykisk sygdom, hvor mor eller far er indlagt eller hvis familien i øvrig er ramt i perioder, så kan en aflastnings- eller fritidsfamilie ”skrues op” til i perioder at være plejefamilie. Når det så fungerer bedre i familien igen, så går aflastningsfamilien tilbage til at være almindelig aflastningsfamilie igen.
Anbringelse i eget hjem:
Hvis barnet fungerer i nærmiljøet fx venner fritid, men mangler fx følelsesmæssig støtte hjemmefra, skal barnet kunne anbringes i hjemmet, så barnet ikke skal flyttes fra det kendte miljø, men får støtte og hjælp til fx at komme op om morgenen og i seng om aftenen og øvrig hjælp i løbet af dagen. Dette skal anses som værende en af de mindst indgribende tiltag i familiernes ret til familieliv, og en sådanne model bør altid først og fremmest undersøges som værende forebyggende indsats før anbringelse uden for barnets egen familie og netværk.
Netværksanbringelser:
I nogle tilfælde kan det være godt at barnet bliver anbragt hos nogle i familien eller i familiens og barnets netværk. Det kan fx være hos venner, familie, skolelærer eller andre, som kender barnet og måske også familien, hvor der er en tilknytning og som ikke vil være så stor en forandring for barnet, som ved nogle barnet ikke kender på forhånd.
Der skal sikres, at der er en reel tilknytning og at der er kompetencer til at varetage opgaven.
Netværksanbringelsen skal derfor løbende sikres rådgivning samt relevante kursus.
Netværksanbringelser skal have dækket almen forsørgelse af det respektive barn, så relationen ikke bliver en økonomisk byrde og derved fravælges på bekostning af barnets bedste interesser.
Hjemgivelser – støtten følger barnet
I KD anerkender vi, at det kan være endnu et traumatisk skift for et barn, der har været langvarigt anbragt at komme hjem, og derfor skal en hjemgivelsesproces ske i et tempo, der giver mening for det enkelte barn. Desuden skal der støttes op om plejefamiliens fortsatte tilknytning til barnet selv efter hjemgivelsen, for det er ikke hensigtsmæssigt for barnet at se endnu en familie forsvinde ud af barnets liv. Vi skal huske, at hver gang vi anbringer et barn uden for hjemmet, så får det en ekstra familie, og sin familie bør barnet have ret til at se så længe det selv ønsker det.
Ved hjemgivelser skal der ikke alene vurderes, om forældrene er i stand til at varetage børnenes behov på egen hånd.
Det er rimeligt at forlange, at en hjemgivelse ikke alene beror på forældrenes evne til, i et større omfang, end en professionel og specialiseret plejefamilie, at drage omsorg for det enkelte barn.
I behandling om hjemgivelse skal alle de eksisterende støtteforanstaltninger derved, som udgangspunkt, følge barnet, uanset om barnet er placeret uden eller inden for den biologiske familie.
Behovet for støtteforanstaltninger skal løbende, ud fra konkrete og objektive krav og frister vurderes.
En afgørelse om at afvise nye tilbud eller at fjerne eksisterende tilbud, skal sagens parter kunne klage over ved forvaltningsdomstolen, som beskrevet under pkt. 3.