maj 3, 2021 | Nyheder

Dansk landbrug skal stå stærkt – også i fremtiden

Den første reelle arbejdsuge på Christiansborg begynder i dag. Det betyder mange spændende møder og forhandlinger i ugens løb. Bl.a. går forhandlingerne om landbrug og klima i gang. Regeringen holdt pressemøde og fremlagde deres planer for landbrugets klimareduktioner i onsdags.

Der er mange gode takter i regeringens forslag. Særligt er det vigtigt, at vi netop både ser fremtidens bæredygtige landbrug som fødevareproducenter, erhverv, arbejdspladser og ikke mindst energiproducent. Derfor er tankerne om pyrolyseanlæg noget, som vi i KD er meget spændte på, at få foldet ud.

Det er afgørende for os, at dansk landbrug står stærkt, også i fremtiden. Vi går derfor til forhandlingerne med det mål, at finansieringen af den grønne omstilling skal komme fra staten og ikke primært fra landbruget selv, som regeringen lægger op til. De vil flytte midler fra den direkte landbrugsstøtte til i stedet at bruge pengene på, at købe lavbundsjorde op. Det er godt og vigtigt at omlægge lavbundsjorde til fri natur, hvilket landbruget jo også selv lægger op til.

Det er til gengæld afgørende, at betalingen ikke falder primært hos landbruget selv. Hvis pengene tages fra den direkte landbrugsstøtte, vil det reelt sætte dansk landbrug bagud i den internationale konkurrence. Det er hverken godt for vores erhverv eller for klimaet.

Dansk landbrug er et af de førende i verden til at producere fødevarer på en klimavenlig måde. Det skal vi holde fast i. Derfor er det vigtigt at der ikke med regeringens finansieringsmodel sker lækage til andre og mindre bæredygtige lande.

Vi har alle et ansvar for klimaet. Derfor må vi ikke lægge en politik i Danmark, som reelt forværrer forholdene for dansk landbrug og samtidig flytte produktionen til lande, hvor udledningen er større. Så risikerer vi på samme tid, at miste danske arbejdspladser og gøre klimaudfordringen større. I stedet skal vi sammen med landbruget sikre, at produktionen bliver i Danmark, at energiproduktion tænkes ind, at der lægges en plan for biogas og biomasse og at vi dermed både sikrer danske arbejdspladser og en reel bæredygtig omstilling som kan mærkes på klimaet og ikke kun i de danske klimaregnskaber på papiret.

Det er med dette udgangspunkt, at jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886