sep 6, 2021 | Nyheder

Der er brug for tillid

Demokratiet får et boost ved Demokratiets Genklang, som i går og i dag løber af stablen i Musikkens Hus i Ålborg. KD havde fornøjelsen af at være med til et omvendt vælgermøde søndag eftermiddag, hvor det var politikernes tur til at lytte og mange engagerede borgeres tur til at komme med de gode idéer.

Især Monica Lylloff fra #enmillionstemmer gjorde indtryk med hjerteskærende beretninger fra virkeligheden. Forældre til børn med handicap, som kæmper en lang kamp mod systemet og risikerer at slide sig selv op på bare at insistere på det, de har ret til. Retssikkerheden er væk mange steder og tilliden til systemet helt forsvundet. Det gjorde indtryk. Lylloff kæmper for, at det specialiserede handicap-område skal flyttes til regionerne. Karsten Lauritzen sad fra Venstre og mente, at debatten trængte til mere tid og eftertanke. Det er der bestemt også politiske debatter, som gør. Dette er bare ikke én af dem. Vi skylder at lytte, når så mange mennesker kommer med et opråb fra virkeligheden. Vi skylder at følge deres råd og flytte området til regionerne.

Flere andre indlæg handlede også om, at vi trænger til politikere, som vil reformere og tage samfundets udfordringer alvorligt. Politikere, som tør tænke nyt. Politikere som tør tænke længere frem end næste valg og eget eftermæle. Især lå de regeringsbærende partier for skud som dem, der har nølet for længe. Kun Venstre var der til at forsvare de ”gamle” partier. Debatten løb tør for tid netop der.

Vi havde igen bakket op om #enmillionstemmers meget rimelige kamp for ordentlige vilkår og kommuner, som følger loven. Jeg havde desuden lyst til at foreslå en løsning, som ingen andre havde nævnt endnu: At vælgerne jo ikke er forpligtet på at stemme på de samme, regeringsbærende partier. Måske forandringen ikke kun kan komme ved, at Venstre og Socialdemokratiet forandrer sig. Måske forandringen må komme ved, at man skifte magtbalancen helt og stemmer på nogle andre, som kan bringe den fornyelse, som efterspørges hele vejen rundt!

Der er brug for tillid til borgerne igen. Brug for politikere, som ikke gør, som vi plejer. Og jeg tror ikke overraskende på, at det er nye politikere, vi skal have. Ikke nye udgaver af dem, der også sad på magten sidst.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886