jul 19, 2021 | Nyheder

Det er en politisk opgave at sikre et Danmark i balance

Netop før sommerferien landede en bred aftale om at skabe uddannelse i hele Danmark. Det er en grundlæggende god og nødvendig aftale. Danmark er ét land, som vi alle er en del af. Det er derfor også et fælles politisk ansvar at sikre, at vi kan bo, leve og arbejde i hele Danmark. Det er ikke bedre at bo i København end i Børkop. Det er bare forskelligt. Danskerne er forskellige og vores valg i livet er forskellige. Det skal vi støtte politisk.
 
Centraliseringen ind mod de større byer har været en politisk prioritering i mange år. Supersygehuse, stordriftsfordele og meget andet har betydet, at landet køres skævt. Når investeringer i infrastruktur, kulturliv eller uddannelse altid placeres i de samme kommuner, så bliver konkurrencen mellem land og by trukket skæv.
 
Det er derfor også et politisk ansvar at stoppe centraliseringen. At sikre uddannelser i hele landet. At sikre infrastruktur i hele landet. Og at sikre, at alle borgere har adgang til folkeskoler, sundhedshuse, pleje og velfærd.
 
KD gik med i både aftalen om infrastruktur og uddannelse, men vi er langt fra i mål. En reel ligestilling af alle dele af Danmark kræver, at vi tager de helt store greb i brug. Vi skal give frihed til regioner og kommuner, så de kan skabe vækst lokalt. Vi skal af med serviceloftet i kommunerne. Regionerne skal kunne udskrive skat og der skal sættes markant flere penge af til kommunerne og regionernes arbejde – 15 mia. om året for at være præcis. Alt sammen skal de sikre, at kommuner og regioner i hele Danmark får reel økonomisk mulighed for at bygge gode samfund – uanset, hvor man bor.
 
Det er frihed. Det er ligestilling. Det er bydende nødvendigt og vi er kun lige begyndt.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886