Det må ikke koste 20 kr. at give normeringer for 80 kr.!

“20 kr. er da småpenge”, tænker du måske. Jovist. Men hvis man ganger op, får man 160 mio. kr., som KL i 2021 vil tage fra normeringspuljen og bruge på administration. 

KL argumenterer med, at der også skal betales husleje og administreres løn for de mange nye ansatte i daginstitutionerne. Det er også rigtigt. Men ikke for 160 mio. kr.! Huslejen bliver ikke dyrere af, at der kommer flere voksne på stuen.

Argumentet for de 20% virker primært til at være: “sådan plejer vi at gøre”. Vi plejer også at spare på børnene i budgetforhandling og vi plejer at mene, at familiepolitik hører til i beskæftigelsesministeriet. Der er meget vanetænkning på familie-området, som ikke er til gavn for børnene i sidste endnu.

Jeg har forståelse for, at man ikke kan bruge 100% af pengene på flere ansatte i institutionerne. Men jeg synes, det er uambitiøst, at KL ikke lægger sig hårdt i selen for at sikre, at vi kommer så tæt på 100% som muligt.

Det er den aktuelle del af debatten. Og det er vigtigt.

Den mere langsigtede debat består i, at vi som samfund skal forstå at børn og familie fortjener sit eget fokus, sit eget ministerium. I dag behandles vores børn enten af social- eller undervisningsministeriet. Altså, enten som børn med problemer eller som børn, der skal uddannes. Forældre hører under beskæftigelsesministeriet og er dermed set primært som arbejdskraft i statens øjne.

Det lyder måske som et meget politiker-snævert fokus på titler og ministerier, men ord har magt. Ord betyder noget. Det betyder noget, at vi ikke har en minister for familier. Det betyder, at der ikke er mennesker i staten som primært kæmper den helt almindelige families sag og fx tager kampen op imod KL, når de mener at det er umuligt at administrere normeringer for mindre end 160 mio. kr.