23. jan 2024

Hvorfor tages forvalterskabstanken først alvorligt, når jorden skrider under os?

Som så mange andre har jeg de seneste par dage tænkt en del over, hvem Nordic Waste i grunden er. Hvad er det for en virksomhed, der lige nu er så omtalt i medierne i de gule breaking-bjælker?

Da jeg gik ind på deres hjemmeside, blev jeg mødt af en lille tekst, som virkelig har sat sig i mig: “Vi giver jorden et nyt liv”, står der.
Det lyder jo nobelt, men det klinger også lidt hult i dag. Det tror jeg sådan set ikke, der er specielt mange, som er uenige med mig i. Man skal selvfølgelig altid være varsom med at bedømme sager udefra, men lige nu ser det unægteligt ud som om ejerne bag løber fra ansvaret. Eller sagt på en anden måde, så sidder jeg med en fornemmelse af, at der må være noget fra den anden side, som ikke er kommet frem til offentligheden endnu – for ellers er det godt nok køligt (for ikke at sige kynisk), den måde man har valgt at agere på.
Uanset hvad, så er sagen en god mulighed for at tale om noget, der ligger os kristendemokrater meget på sinde. Nemlig forvalterskabstanken. Det er en simpel idé, som ikke desto mindre for mig at se indeholder noget helt essentielt: Vi skal efterlade jorden i en bedre stand, end vi har modtaget den i. Det er en klokkeklar kristendemokratisk værdi, at vi ikke bør tage den klode, vi bor på, for givet. Vi skylder at behandle den ordentligt, lige så vel som vi skylder at behandle hinanden ordentligt.
Og så lyder det bekendt ikke sandt? I virkeligheden er slagordet fra Nordic Wastes hjemmeside stort set udtryk for den samme tanke. At “give jorden nyt liv” handler vel netop på en meget konkret måde om, at efterlade den i en bedre stand, end man modtog den i.
Når jeg ser på sagen på den måde, siger den mig først og fremmest noget om forskellen på tale og handling. “Talk is cheap”, som amerikanerne siger. For selv om ejerne bag Nordic Waste måske nok har juraen i ryggen, når de vælger at lade selskabet gå konkurs og dermed kan slippe for regningen, så er der ikke meget forvalterskab over at gøre det.
Vi har alle sammen et moralsk ansvar som rækker ud over det, vi rent juridisk kan stilles til regnskab for. Det er et ansvar, som påhviler os alle sammen. Nordic Waste-sagen ser ud til at give et perfekt eksempel på, hvordan man ikke skal forvalte det.
Men når det så er sagt, så er der også et særligt ansvar, som ligger hos os politikere. Lige nu flokkes stort set samtlige danske landspolitikere fra statsministeren og nedefter om mikrofonerne for at fordømme det, der er sket i Ølst. Jeg er langt hen ad vejen enig i fordømmelsen. Men det ville have været bedre, om de selvsamme politikere havde taget deres ansvar som forvaltere alvorligt noget tidligere. For det er trods alt politikerne, som udstikker rammerne for, hvordan virksomheder har lov til at agere. Derfor klinger det også en smule hult, når politikere, som længe har siddet for bordenden, nu råber højt.
Jeppe Hedaa
Landsformand
Jeppe Hedaa

Landsformand, KristenDemokraterne