Bekymrende situation i Georgien
KristenDemokraterne deler den bekymring, som både internationale observatører og Georgiens præsident har over valguregelmæssigheder ved parlamentsvalget. “Vi står med de demokratiske kræfter i kampen for retfærdighed og frihed”, udtaler udenrigspolitisk ordfører Peter Scheining.
KristenDemokraterne udtrykker dyb bekymring over den politiske situation i Georgien efter lørdagens parlamentsvalg. Det regerende parti, Den Georgiske Drøm, har erklæret sig som vinder, men valget har udløst alvorlige beskyldninger om uregelmæssigheder og valgfusk fra både internationale observatører og lokale aktører. Vi deler den bekymring, som både Georgiens præsident, oppositionen og uafhængige internationale observatører, herunder OSCE og andre organisationer, har udtrykt over de alvorlige problemer, der underminerer landets demokratiske fundament.
Vi støtter præsidentens opfordring til det georgiske folk om at stå sammen for deres demokratiske rettigheder og opfordrer til, at alle parter respekterer borgernes stemme og arbejder for en fredelig og demokratisk løsning. Det er afgørende, at valget og dets resultater afspejler folkets vilje, og vi står sammen med Georgiens demokratiske kræfter i deres kamp for retfærdighed og frihed.