Forbud mod pengespilsreklamer for at beskytte unge
KristenDemokraterne og KristenDemokratisk Ungdom kræver et totalt forbud mod pengespilsreklamer i både traditionelle og digitale medier. Med en alarmerende stigning i antallet af unge med spilleproblemer og massiv påvirkning fra aggressiv markedsføring, opfordrer de politikerne til at handle nu for at beskytte de mest sårbare i samfundet. “Vi vil ikke se til, mens spilindustrien udnytter vores generation,” udtaler Magnus Rothmann, landsformand for KristenDemokratisk Ungdom.
I takt med den stigende tilgængelighed af pengespil, særligt online, ser vi en bekymrende udvikling blandt unge mennesker. Flere og flere unge begynder at spille på spilhjemmesider, hvilket i mange tilfælde fører til alvorlige økonomiske konsekvenser. KristenDemokraterne og KristenDemokratisk Ungdom mener, at det er på høje tid, at politikerne tager ansvar og indfører et fuldstændigt forbud mod reklamer for pengespil både i traditionelle medier og på digitale platforme.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) står det klart, at personer med spilleproblemer er langt mere påvirkelige over for reklamer for pengespil end dem uden problemer. Denne undersøgelse viser, at 81% af unge risikospillere sandsynligvis vil fortsætte med at spille.
Formanden for KristenDemokraterne, Jeppe Hedaa, udtaler: “Vi kan ikke acceptere de konsekvenser, liberaliseringen af gambling-markedet har haft på vores samfund. Flere og flere unge falder i spillets fælde, og statens samt spiludbydernes profithunger bidrager til denne uheldige udvikling. Det er vores ansvar som samfund at tage affære og beskytte de mest sårbare, særligt børn og unge.”
En rapport fra Rambøll og Spillemyndigheden afslører, at antallet af danskere, der har problemer med pengespil, er steget fra 212.000 i 2016 til 478.000 i 2022. Samtidig viser rapporten, at hele 24.500 børn mellem 12 og 17 år kæmper med spilleproblemer, selvom det er ulovligt for unge under 18 år at deltage i pengespil.
KristenDemokraterne opfordrer Folketinget til at skærpe lovgivningen på området. Forslagene omfatter blandt andet et forbud mod pengespilsreklamer på spillertøj og under sportsbegivenheder samt skærpede krav til techgiganter om at fjerne ulovlige reklamer, som rettes mod unge.
Magnus Rothmann, landsformand for KristenDemokratisk Ungdom, udtaler: “Vi unge kristendemokrater vil ikke længere stå på sidelinjen og se til, mens spilindustrien udnytter vores generation. Det er uacceptabelt, at spilvirksomheder frister unge til gambling gennem aggressive reklamekampagner. Vi opfordrer til et totalt forbud mod pengespilsreklamer og en fornyet indsats for at styrke både forebyggelse og behandling af spilleproblemer. Unge skal ikke lokkes ind i en skadelig spiral af gæld og ludomani – det er vores ansvar at beskytte dem.”
Som en del af en indsats for at skabe et sundere samfund ønsker KristenDemokraterne og KristenDemokratisk Ungdom også at styrke oplysningen om pengespil gennem undervisning i skolerne, samtidig med at der afsættes flere ressourcer til rådgivning og behandling af spilleafhængighed.
“Sammen står vi fast på, at et samfund baseret på solidaritet og ansvar er vejen frem. Ved at beskytte vores unge mod de farer, der følger med pengespil, skaber vi en bedre fremtid for alle,” afslutter Magnus Rothmann.