KOMMUNER & REGIONER

KOMMUNER OG REGIONER SÆTTES FRI

Det gode liv leves af mennesker. Ikke hverken for eller af systemer eller stater.

Det kan forekomme som en banal og selvfølgelig oplysning, men politisk bevæger visse partier sig mere og mere i retning af, at mennesker er til for staten. Kristendemokraterne gør op med denne filosofi. I ånd og i handling. I vores 2030-plan giver vi familier større frihed, og lokale fællesskaber ny vitalitet. 

Derfor frisætter vi kommunerne gennem revision af budgetloven, markant større råderum og afskaffelse af serviceloftet, samt skattestoppet kommunalt. Det betyder, at kommunerne får bedre mulighed for at disponere sammen med borgerne lokalt.

Regionerne skal tildeles skatteudskrivningsret, så nærdemokratiet genoprettes og man i de enkelte landsdele selv kan beslutte, for eksempel, hvor mange fødeafdelinger, der skal være, og hvor hospice skal placeres. Skatteudskrivningen for regionerne kompenseres én til én med sænkning af bundskatten. Regionerne skal kunne finansiere den service, som borgerne forventer bliver leveret af sundhedsvæsenet.

Vi flytter med andre ord penge og magt fra staten til de regionale og lokale fællesskaber. Fordi vi har tillid til mennesker.

KD ønsker et opgør med den stigende statsmonopolisering af al offentlig virksomhed og ansvar. Decentralisering i både ånd, virke og økonomi skal genopbygge stærke civilsamfund i hele landet. Civilsamfund skabes lokalt med frihed til at investere i velfærd for alle og med nære relationer baseret på fællesskabstanken i byer og på landet. 

Alle partier taler om at frisætte kommunerne, men der er reelt ingen, der udviser tillid og mod til at gøre det. Der er ikke tale om en økonomisk men en etisk fordring. 

KD’s 2030-plan iværksætter med sin konkrete frisættelse den største decentralisering i Danmark i 20 år, så alle kan bo, studere og arbejde i hele Danmark og selv skabe den hverdag, man har lyst til uanset lokation.

Konkret foreslår KD: 

  • Afskaf serviceloftet i kommunerne 
  • Revidér budgetloven og forøg det kommunale råderum 
  • Giv regionerne skatteudskrivningsret og kompenser på bundskatten 
  • Giv kommuner og regioner mulighed for at etablere korte- og mellemlange uddannelser i hele Danmark

DEN MINDRE BY SKAL LEVE

I KD sætter vi nærhed og nærvær højt. Derfor kæmper vi for at bevare og udvikle de små byer og landsbyer.

Vi kæmper for at sikre de mindre byer og samfunds overlevelse og gøre dem attraktive for tilflyttere.

KD vil gøre op med falske modsætninger og skel og styrke fællesskabet. Et godt liv handler ikke om elite mod folket, om offentligt mod privat ansatte. Om københavnere mod jyder, om udlændinge mod danskere. Om dem og os. Det handler om os alle sammen og vores evne til at se muligheder i hinandens forskelle.

KD ønsker en decentral bosættelse. Derfor er det vigtigt, at vi styrker mulighederne for bosætning i landdistrikterne og specielt i de mindre byer og ø-samfund. 

Vi ønsker at forpligte kommunerne til at udvikle nærdemokrati og forvaltning ressourcer til de mindre byer. Blandt andet ved at give lokalråd høringsret i lokale spørgsmål, og at give dem midler og kompetencer til lokalt at skabe bedre livsvilkår og rammer for fællesskab. Kommunerne skal sættes fri.

Derudover er det KD’s ønske at bevare kommunale institutioner ved at kompensere kommuner for mindre institutioner og folkeskoler, så længe det er pædagogisk og didaktisk bæredygtigt, og det enkelte barns trivsel og faglige udvikling sikres. Vi ønsker også, at der bliver flere uddannelsesmuligheder uden for storbyerne.

Vi mener, at det er et problem, at der ikke kan ydes realkreditlån til huse alle steder i landet. Regeringen skal derfor nedsætte en ekspertgruppe, der i samarbejde med realkreditinstitutterne skal finde en løsning, som gør det muligt at kunne bo på landet.