aug 30, 2021 | Nyheder

Regeringen drifter Danmark, men investerer ikke i fremtiden

Finansministeren præsenterede i dag regeringens forslag til budgettet for 2022. Det var en kedelig oplevelse at lytte til. Der er lagt op til at “lette foden fra speederen” og dermed mere eller mindre bare sørge for drift af Danmark. Ambitionerne er pakket væk og investeringerne i fremtiden er til at overse.

Det svarer slet ikke overens med landets behov. Danmark har netop brug for investeringer i særligt fire områder. Ministeren mener, at regeringen ikke vil uddele “gaver”, og har også kun sat 1,2 mia. kr. af at forhandle med Folketinget om. Det er for lidt.

Når vi mener, der er brug for at investere, taler vi ikke om “gaver”. Vi taler om helt, nødvendig og akut investering i nogle meget virkelige, akutte kriser:

  1. Psykiatrien er i knæ. Børn, unge, voksne og ældre venter i månedsvis på at få hjælp. Hjælpen kommer ofte så sent, at sygdomme og mistrivsel vokser sig større og mere alvorlige. Alt for mange børn og unge mistrives, har angst, stress eller er selvskadende. Alt for mange ældre er ensomme og får ikke hjælp. Mental trivsel er ikke en “gave”, det er basale behov.
  2. Handicapområdet bliver overset igen. Mennesker med handicap svigtes i dagens Danmark. Det svigt vil fortsætte ind i 2022, hvis ikke regeringen sætter flere penge af. Der er ikke tale om “gaver”, når mennesker med handicap kan sidde med et brækket ben, uden at blive set eller skal nedværdiges med at sætte tid på, hvornår man skal på toilet. Også her er der tale om basale rettigheder, som svigtes.
  3. Klimakrisen er akut, nærværende og den største krise, menneskeheden står overfor. Intet mindre. At der ikke kan findes penge til grøn omstilling af samfundet, herunder landbruget, det vidner om, at regeringen ganske enkelt ikke har forstået krisens omfang. Særligt uansvarligt ser det ud, når der sættes 4 mia. af til en “corona-krigskasse”, mens tilsvarende alvorlige miner ikke bruges om klimakrisens akutte behov.
  4. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der det helt aktuelle behov for flere hænder på arbejdsmarkedet. Flere danskere skal i arbejde, flere udlændinge skal til landet og arbejde. Det kan kun gå for langsomt. Det skal desuden gøres smart: Vi får ikke flere i arbejde ved at piske de fattigste, men ved at sætte en gulerod foran de arbejdende.

Vi ser i KD frem til forhandlingerne, når de bliver indkaldt. Vi er godt nok kun ét mandat, men vi er klar til at tage ansvar. Alle folkevalgte er forpligtede på at sikre det bedst mulige budget for 2022. Vi er klar til at yde vores del til, at de akutte kriser bliver debatteret og håndteret med den alvor, de fortjener.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886