Statsministerens tale har tro, håb og kærlighed – men ikke konkrete forslag

Statsministerens åbningstale emmer af håb for et bedre, grønnere samfund. Endda med tid til eftertanker, kultur og kunst. Jeg kunne have drømt om, at hun ville svinge sig helt op og sige ånd, men alt i alt er det en tale, som emmer af reel lyst til at gøre en forskel. Det er godt.

KD deler drømmen om et grønnere samfund, hvor klimakrisen tages meget alvorligt. Vi vil gerne have en ambitiøs, grøn omstilling. Det skal gøres på markedsvilkår, så vi får alle virksomheder og de store, internationale muskler i spil. Det kan lade sig gøre.

Derudover drømmer statsministeren om en skole, hvor eleverne har lyst til at lære. Det gør vi sandelig også! En skole, hvor eleverne har lyst til at lære, kommer af en skole, hvor lærerne har lyst til at være.

Derfor ser vi frem til en god snak om uddannelse i dette folketingsår, hvor der forhåbentlig kommer fokus på frihed og faglighed. Det vil vi holde statsministeren fast på, når hendes drømme gøres konkrete.

Dertil kommer den helt almindelige sandhed, at børn lærer bedst, når de trives. Statsministeren havde mange, mange gode, politiske emner med. Det skal hun behørigt roses for. Men der er også emner, som virkelig larmer ved sit fravær. Psykiatrien, mennesker med handicap og børns, unges, voksnes og ældres mistrivsel og ensomhed blev ikke taget op. Der er ellers virkelig meget at gøre.

Talen havde mange emner: bolig, arktis, udenrigspolitik, piger og kvinders rettigheder og meget, meget mere. KD er borgerlige stemmer, der arbejder. Så vi ser frem til et konstruktivt folketingsår, hvor KD for første gang i nyere tid sidder med helt inde i forhandlingslokalerne og kan gøre en faktisk, positiv forskel for et Danmark med familie, frihed og fællesskab.