En kristendemokratisk vision for danmark

Danmark har brug for kristendemokratiet. En kristendemokratisk politisk vision. Og som ny formand for KristenDemokraterne, vil jeg gerne sætte ord på en sådan vision.

Liberalismen tager udgangspunkt i individet. Socialismen tager udgangspunkt i kollektivet. Populisterne tager ikke udgangspunkt i noget som helst, bortset fra had og vrede og en kunstigt oppustet stolthed. Kristendemokratiet tager udgangspunkt i personen. Og det er det bedste sted at stå. Også hvis vi skal modstå de autoritære tendenser, der i dag udfordrer demokratiet og den fri økonomi.

Jeg bruger store ord. Men det er der brug for. Fordi tidens store kriser kalder på det. Og fordi Kristendemokratiet bærer på et uerstatteligt værdisæt, vi har brug for i dag. Mere end nogensinde.

Fra krise til samhørighed: Personalismens rolle i Europas genopbygning

Den kristendemokratiske politiske bevægelse har mere end 100 år på bagen. Det handlede fra starten af om at finde en ”tredje vej” mellem liberalismens rendyrkede individualisme og socialismens frihedsberøvende kollektivisme. For kristendemokratiet handler denne tredje vej om at forstå mennesker som personer. Vi kalder os personalister. Det betyder, at vi på den ene side holder fast i det enkelte menneskes værdi og værdighed, men at vi samtidig også insisterer på, at intet menneske kan stå alene. Det, der gør os til hele velfungerende personer, er lige netop de nære bånd og relationer, som vi knytter til andre mennesker.

Historien om kristendemokratiet og personalismen tager os tilbage til mellemkrigstiden, hvor kristendemokratiske samfundstænkere indså, at den dybe krise, Europa befandt sig i, krævede et demokratisk anker. Et opgør med værdirelativismen. Den rendyrkede liberalisme med udgangspunkt i individets egen lykke havde vist sig forsvarsløs over for den totalitære trussel fra både højre og venstre. Truslen fra fascisme, nazisme og stalinisme krævede en værdimæssig forankring af det europæiske demokrati. Ikke en forankring i abstrakte ideologier eller utopier, der så let kan føre os på vildspor, men en forankring i det konkrete menneske. Det vil sige en forankring i personen. Og som den franske filosof, Jacques Maritain, så det så klart: det værdigrundlag, der kan forankre demokratiet, må og skal inddrage kristendommen og den kristne etik, næstekærligheden. Ellers ville det hele styrte i grus. Og det gjorde det næsten. Men heldigvis kun næsten.

Det var med afsæt i personalismen, at kristendemokratiske partier blomstrede efter 1945 i lande som Tyskland, Italien, Holland og Belgien. Det var også med afsæt i personalismen, at det europæiske fællesskab tog form efter 2. verdenskrig. Belært af verdenskrigenes rædsler forstod fremtrædende politikere som Robert Schuman, Alcide De Gasperi og Konrad Adenauer, at det var essentielt at balancere økonomisk vækst med social ansvarlighed. Langt hen ad vejen lykkedes det. Det er blandt andet takket være deres indsats, at vi har en europæisk model, der er anderledes end den amerikanske. Disse forgængere var alle både personalister og kristendemokrater. Uden dem havde Europa ikke rejst sig igen. Dét er den store fortælling om kristendemokratiets vigtighed, som vi aldrig rigtig har forstået i Danmark. Men det er aldrig for sent. Men personalismen handler ikke kun om de store historiske linjer. Den rammer også den helt nære forbindelse mellem mennesker. 

Det lokale som kernen i samfundet: Kristendemokratiets vision for fællesskabet

Jeg har for eksempel oplevet, at ekstremt dygtige mennesker aktivt har valgt at arbejde gennem min IT-konsulentvirksomhed, vel vidende at de dermed solgte sig relativt billigere – end hvis de havde faktureret kunderne direkte. Men som en dygtig ekspert engang sagde til mig: “Intet menneske er en ø”. Pointen var klar. Han var mere end villig til at ofre noget, for at være en del af et fællesskab, af noget større. Henvisningen til poeten John Donne synes jeg rammer pointen på kornet: Vi har allesammen brug for et hovedland, noget vi føler en særlig forbindelse til.

For os kristendemokrater er personen altid noget mere end individet. Personen tager ansvar for egne handlinger. Men personen finder mening i tingene sammen med andre mennesker. Vi hænger sammen. Vi er ikke vores egen lykkes smed. Vi er hinandens lykkes smed.

Men det betyder ingenlunde, at vi skal give magten til staten. Statsstyring og centralisering skal bekæmpes. Fællesskabet skal vokse nedefra, organisk, i familierne, i de lokale samfund, i vores landsbyer og kommuner, på vores arbejdspladser, i vores virksomheder, op igennem de nationale fællesskaber, i bevidsthed om det fælles ansvar vi alle bærer på. Og glæden ved arbejdet, at gøre gavn for andre, se ting vokse, skal komme indefra.

 

Genopbygning af tilliden: Et kald til forandring i politikkens Verden

Undersøgelser viser, at borgere i både Danmark og resten af verden mister tilliden til de demokratiske og internationale institutioner. Mistilliden vokser, og folk rækker ud til selv de mest absurde karakterer, som påstår, at de ”siger det, som det er”. Den politiske arena bliver mere og mere til en scene, hvor der optrædes med ekstreme holdninger, og hvor der tales i korte slagord – gerne så råbende som muligt. Det har vi også set herhjemme. Efterhånden som de gamle partier bliver mere og mere pressede, og kommer til at ligne hinanden mere og mere, dukker der nye partidannelser frem, som mest af alt virker som kendis-politikeres forfængelighedsprojekter. Jeg kan godt forstå, hvis borgere og vælgere i Danmark bliver modløse, når de ser på det. Politik er blevet til en form for ekstremsport, hvor selv de mest engagerede, intelligente og grundlæggende gode mennesker bliver udbrændte, stressede og giver op.

Jeg skriver ikke dette for at sætte mig op på nogen høj hest. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg med et snuptag kan forandre den politiske misere, vi står med i dag. Jeg er blevet formand for KristenDemokraterne for at træde ind i det miljø, som jeg meget gerne vil forandre. Men er jeg bare endnu én af dem, der vil føre sig frem på den politiske scene? Kommer jeg ikke til at ligne alle de andre? Risikoen er der. Jeg har dog gode grunde til at tro, at lige netop KristenDemokraterne indeholder potentialet for noget andet end det, jeg kalder politisk ekstremsport. Her tænker jeg især på to ting.

For det første handler kristendemokratiet netop ikke om mig. Tværtimod. Jeg er selvfølgelig formand og klar til at tage ansvaret og arbejdet på mig. Men grundlæggende er det ikke mig, der er centrum for den kristendemokratiske bevægelse. Det er derimod et sæt af værdier, som vi er sikre på vækker genklang i de danske hoveder og hjerter.

For det andet har kristendemokratiet en historie, som er meget længere og dybere, end vi ofte får anerkendelse for i den danske offentlighed, hvor vi længe blot har været set som et enkeltsagsparti. Det er en skam. Derfor vil jeg gerne udbrede den sande historie, fordi den viser, hvor vigtigt det er med en stærk kristendemokratisk politisk bevægelse i Danmark i dag.

Ubrydelige værdier: Menneskeværd, solidaritet og personlig ansvarlighed i en kristendemokratisk vision for Danmark

Staten og de internationale konventioner skal forsvare det ukrænkelige menneskeværd, vi alle besidder. Et menneskeværd som aldrig kan reduceres til noget system, og som hverken skal styres eller indskrænkes af staten eller kollektivet. Derfor har vi menneskerettigheder. Menneskerettigheder er en personalistisk kongstanke, som vi kristendemokrater aldrig kommer til at vige fra. Internationale konventioner er også til for, at vi aldrig må lukke os om den nationale drøm; en drøm, der alt for ofte er blevet til et mareridt.

For os er personlig ansvarlighed og initiativ ikke en modsætning til solidaritet og fællesskab. I modsætning til liberalister og socialister behøver vi ikke vælge den ene værdi frem for den anden. For os hører de ubrydeligt sammen. Det er grundlaget for vores politiske vision. En kristendemokratisk vision for Danmark.

Hjælp gerne KristenDemokraterne på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg på https://www.vaelgererklaering.dk/

Jeppe Hedaa
Landsformand

Danmark har brug for kristendemokratiet. En kristendemokratisk politisk vision. Og som ny formand for KristenDemokraterne, vil jeg gerne sætte ord på en sådan vision.

Liberalismen tager udgangspunkt i individet. Socialismen tager udgangspunkt i kollektivet. Populisterne tager ikke udgangspunkt i noget som helst, bortset fra had og vrede og en kunstigt oppustet stolthed. Kristendemokratiet tager udgangspunkt i personen. Og det er det bedste sted at stå. Også hvis vi skal modstå de autoritære tendenser, der i dag udfordrer demokratiet og den fri økonomi.

Jeg bruger store ord. Men det er der brug for. Fordi tidens store kriser kalder på det. Og fordi Kristendemokratiet bærer på et uerstatteligt værdisæt, vi har brug for i dag. Mere end nogensinde. 

Genopbygning af tilliden: Et kald til forandring i politikkens Verden

Undersøgelser viser, at borgere i både Danmark og resten af verden mister tilliden til de demokratiske og internationale institutioner. Mistilliden vokser, og folk rækker ud til selv de mest absurde karakterer, som påstår, at de ”siger det, som det er”. Den politiske arena bliver mere og mere til en scene, hvor der optrædes med ekstreme holdninger, og hvor der tales i korte slagord – gerne så råbende som muligt. Det har vi også set herhjemme. Efterhånden som de gamle partier bliver mere og mere pressede, og kommer til at ligne hinanden mere og mere, dukker der nye partidannelser frem, som mest af alt virker som kendis-politikeres forfængelighedsprojekter. Jeg kan godt forstå, hvis borgere og vælgere i Danmark bliver modløse, når de ser på det. Politik er blevet til en form for ekstremsport, hvor selv de mest engagerede, intelligente og grundlæggende gode mennesker bliver udbrændte, stressede og giver op.

Jeg skriver ikke dette for at sætte mig op på nogen høj hest. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg med et snuptag kan forandre den politiske misere, vi står med i dag. Jeg er blevet formand for KristenDemokraterne for at træde ind i det miljø, som jeg meget gerne vil forandre. Men er jeg bare endnu én af dem, der vil føre sig frem på den politiske scene? Kommer jeg ikke til at ligne alle de andre? Risikoen er der. Jeg har dog gode grunde til at tro, at lige netop KristenDemokraterne indeholder potentialet for noget andet end det, jeg kalder politisk ekstremsport. Her tænker jeg især på to ting.

For det første handler kristendemokratiet netop ikke om mig. Tværtimod. Jeg er selvfølgelig formand og klar til at tage ansvaret og arbejdet på mig. Men grundlæggende er det ikke mig, der er centrum for den kristendemokratiske bevægelse. Det er derimod et sæt af værdier, som vi er sikre på vækker genklang i de danske hoveder og hjerter.

For det andet har kristendemokratiet en historie, som er meget længere og dybere, end vi ofte får anerkendelse for i den danske offentlighed, hvor vi længe blot har været set som et enkeltsagsparti. Det er en skam. Derfor vil jeg gerne udbrede den sande historie, fordi den viser, hvor vigtigt det er med en stærk kristendemokratisk politisk bevægelse i Danmark i dag.

Fra krise til samhørighed: Personalismens rolle i Europas genopbygning

Den kristendemokratiske politiske bevægelse har mere end 100 år på bagen. Det handlede fra starten af om at finde en ”tredje vej” mellem liberalismens rendyrkede individualisme og socialismens frihedsberøvende kollektivisme. For kristendemokratiet handler denne tredje vej om at forstå mennesker som personer. Vi kalder os personalister. Det betyder, at vi på den ene side holder fast i det enkelte menneskes værdi og værdighed, men at vi samtidig også insisterer på, at intet menneske kan stå alene. Det, der gør os til hele velfungerende personer, er lige netop de nære bånd og relationer, som vi knytter til andre mennesker.

Historien om kristendemokratiet og personalismen tager os tilbage til mellemkrigstiden, hvor kristendemokratiske samfundstænkere indså, at den dybe krise, Europa befandt sig i, krævede et demokratisk anker. Et opgør med værdirelativismen. Den rendyrkede liberalisme med udgangspunkt i individets egen lykke havde vist sig forsvarsløs over for den totalitære trussel fra både højre og venstre. Truslen fra fascisme, nazisme og stalinisme krævede en værdimæssig forankring af det europæiske demokrati. Ikke en forankring i abstrakte ideologier eller utopier, der så let kan føre os på vildspor, men en forankring i det konkrete menneske. Det vil sige en forankring i personen. Og som den franske filosof, Jacques Maritain, så det så klart: det værdigrundlag, der kan forankre demokratiet, må og skal inddrage kristendommen og den kristne etik, næstekærligheden. Ellers ville det hele styrte i grus. Og det gjorde det næsten. Men heldigvis kun næsten.

Det var med afsæt i personalismen, at kristendemokratiske partier blomstrede efter 1945 i lande som Tyskland, Italien, Holland og Belgien. Det var også med afsæt i personalismen, at det europæiske fællesskab tog form efter 2. verdenskrig. Belært af verdenskrigenes rædsler forstod fremtrædende politikere som Robert Schuman, Alcide De Gasperi og Konrad Adenauer, at det var essentielt at balancere økonomisk vækst med social ansvarlighed. Langt hen ad vejen lykkedes det. Det er blandt andet takket være deres indsats, at vi har en europæisk model, der er anderledes end den amerikanske. Disse forgængere var alle både personalister og kristendemokrater. Uden dem havde Europa ikke rejst sig igen. Dét er den store fortælling om kristendemokratiets vigtighed, som vi aldrig rigtig har forstået i Danmark. Men det er aldrig for sent. Men personalismen handler ikke kun om de store historiske linjer. Den rammer også den helt nære forbindelse mellem mennesker. 

Det lokale som kernen i samfundet: Kristendemokratiets vision for fællesskabet

Jeg har for eksempel oplevet, at ekstremt dygtige mennesker aktivt har valgt at arbejde gennem min IT-konsulentvirksomhed, vel vidende at de dermed solgte sig relativt billigere – end hvis de havde faktureret kunderne direkte. Men som en dygtig ekspert engang sagde til mig: “Intet menneske er en ø”. Pointen var klar. Han var mere end villig til at ofre noget, for at være en del af et fællesskab, af noget større. Henvisningen til poeten John Donne synes jeg rammer pointen på kornet: Vi har allesammen brug for et hovedland, noget vi føler en særlig forbindelse til.

For os kristendemokrater er personen altid noget mere end individet. Personen tager ansvar for egne handlinger. Men personen finder mening i tingene sammen med andre mennesker. Vi hænger sammen. Vi er ikke vores egen lykkes smed. Vi er hinandens lykkes smed.

Men det betyder ingenlunde, at vi skal give magten til staten. Statsstyring og centralisering skal bekæmpes. Fællesskabet skal vokse nedefra, organisk, i familierne, i de lokale samfund, i vores landsbyer og kommuner, på vores arbejdspladser, i vores virksomheder, op igennem de nationale fællesskaber, i bevidsthed om det fælles ansvar vi alle bærer på. Og glæden ved arbejdet, at gøre gavn for andre, se ting vokse, skal komme indefra.

Ubrydelige værdier: Menneskeværd, solidaritet og personlig ansvarlighed i en kristendemokratisk vision for Danmark

Staten og de internationale konventioner skal forsvare det ukrænkelige menneskeværd, vi alle besidder. Et menneskeværd som aldrig kan reduceres til noget system, og som hverken skal styres eller indskrænkes af staten eller kollektivet. Derfor har vi menneskerettigheder. Menneskerettigheder er en personalistisk kongstanke, som vi kristendemokrater aldrig kommer til at vige fra. Internationale konventioner er også til for, at vi aldrig må lukke os om den nationale drøm; en drøm, der alt for ofte er blevet til et mareridt.

For os er personlig ansvarlighed og initiativ ikke en modsætning til solidaritet og fællesskab. I modsætning til liberalister og socialister behøver vi ikke vælge den ene værdi frem for den anden. For os hører de ubrydeligt sammen. Det er grundlaget for vores politiske vision. En kristendemokratisk vision for Danmark.

Hjælp gerne KristenDemokraterne på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg på https://www.vaelgererklaering.dk/

Jeppe Hedaa
Landsformand