jul 5, 2021 | Nyheder

Vores tid er vores egen

Endelig ferie. Sådan er der nok mange, som tænker lige nu. Endelig tid til at lege i haven med børn og børnebørn. Endelig tid til at læse den der krimi, man fik i julegave. Endelig tid til at lave langsom mad.

Tid er en værdifuld ressource for os alle. Det skal vi huske, også når vi skal forhandle om arbejdsmarkedsreformer. Vi må ikke tage arbejdstid for givet.

Derfor kæmper vi i KD for at holde fast i fleksible arbejdstider i kommuner, regioner og stat. At der er nogle, som gerne vil være på deltid og at det skal være helt ok. Hvordan vi prioriterer vores tid og privatøkonomi skal vi selv bestemme.
 
I regionerne er der et pres for, at sygeplejersker, bioanalytikere og mange andre sundhedsansatte skal presses op på fuld tid i en misforstået idé om, at det løser alle problemerne med manglende arbejdskraft. Men mange sygeplejersker har valgt deltid helt bevidst. Det valg skal vi ikke tage fra dem.
 
Det er desuden ikke timerne alene, men især arbejdsvilkår og normeringer, som er afgørende for vores sundhedsansatte. At blive presset op i tid på en arbejdsplads, hvor der er alt for travlt risikerer at skabe sygemeldinger på stribe og reelt sætte sundhedsvæsenet ud af drift. Det er ikke vejen at gå.
 
Vi skal bruge pengene på flere ansatte og bedre arbejdsvilkår. Her er fleksible arbejdstider én blandt mange vigtige rammer for det gode arbejdsmiljø. Det skal vi holde fast i. Vores tid er vores egen og vi må ikke som samfund tage andres arbejdstid for givet.

KristenDemokraternes Landskontor
Sorøvej 1 | 4291 Ruds Vedby
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886